netbank, selvbetjening, forsikring

Netbankforsikring mod indbrud i netbank 

 

Som erhvervskunde hos os er din virksomhed omfattet af en forsikring mod følgerne af netbankindbrud. Forsikringen er tegnet hos vores samarbejdspartner Gjensidige.

Hvem er dækket?
Alle danske erhvervskunder i Sparekassen Kronjylland med en Netbank Erhverv eller Netbank Erhverv + aftale samt danske foreninger med en Netbank Forening+ aftale.

Hvad dækker den?
Det tab virksomheden eller foreningen har, når en uautoriseret får adgang til virksomhedens eller foreningens konti ved et indbrud i Sparekassen Kronjyllands netbank og overfører et beløb til en anden konto. Inden for forsikringssummen dækkes desuden omkostninger til udredning af tabet med op til 250.000 kroner.

Hvor dækker den?
Den egentlige bagmand er sjældent kendt, men trådene rækker udover Danmarks grænser. Forsikringen dækker derfor uanset hvorfra i verden netbankindbruddet er begået.

Hvornår dækker den?
Forsikringen dækker tab som følge af netbankindbrud begået i forsikringstiden og som konstateres i forsikringstiden.

Hvilke krav stilles der?
Virksomheden eller foreningen skal have en firewall og antivirusprogrammer der løbende og automatisk opdateres. Dvs. at opdateringsmekanismen ikke må slås fra. Det er desuden et krav at uvedkommende ikke har adgang til computere eller netværk og at adgang til både stationære og mobile enheder med netbankadgang er beskyttet med kode eller password.

Hvem behandler skaderne?
Forsikringen er tegnet af Sparekassen Kronjylland på en måde, så de enkelte kunder i Sparekassen Kronjylland er direkte dækket ved Gjensidige. Skader kan derfor anmeldes direkte til Gjensidige og bliver behandlet dér.

Er der dækning hvis man bruger sin private computer til at tilgå virksomhedens eller foreningens netbank?
Forsikringen dækker på Netbank Erhverv, hvis alle sikkerhedsforanstaltningene er overholdt. Forsikringen dækker kun Netbank Forening+, hvis computeren alene er anvendt til foreningsaktiviteter, og alle sikkerhedsforanstaltningene er overholdt.

Hvor store tab er dækket?
Forsikringen dækker tab på op til 2.500.000 kroner pr. år, heraf kan omkostninger til udredning af tabet max. udgøre 250.000 kroner. Grænsen gælder for det samlede tab ved en forsikringsbegivenhed, uanset om en eller flere konti er berørt.
Såfremt flere sikrede rammes af tab ved indbrud gennem samme netbankadgang, dækkes dog op til 10.000.000 kroner. Begrænsningen på dækningssummen pr. sikrede på 2.500.000 kroner er dog fortsat gældende. Der er mulighed for at tegne forsikringen med en højere sum – kontakt da Gjensidige.

Hvad koster det?
Sparekassen Kronjylland betaler præmien for forsikringen med dækning op til 2.500.000 kroner. Der er en selvrisiko på 5.000 kroner pr. forsikringsbegivenhed, som skal betales af virksomheden eller foreningen i tilfælde af skade.