Arne Poulsen blev Årets Asfergborger 2015

Lørdag blev Årets Asfergborger kåret ved byfesten i Asferg

 

Billede: Arne Poulsen (til højre) blev udnævnt til Årets Asfergborger 2015. Her har han netop fået overrakt prisen og en donation fra Henning Dines Petersen, kunderådgiver i Sparekassen Kronjylland i Spentrup. (Foto: Kurt Henriksen)


Asferg er kendt for sit utrolige fællesskab og kendt for sin vilje til ad frivillighedens vej at kunne skabe helt enestående resultater. Byen er heller ikke bleg for at vise, at den sætter pris på sine ildsjæle. Blandt andet bliver Årets Asfergborger hvert år kåret i samarbejde med Sparekassen Kronjylland. Lørdag blev Arne Poulsen kåret til Årets Asfergborger 2015:
− Når indstillingerne til Årets Asfergborger begynder at tikke ind, bliver jeg altid lidt forundret. Forundret og imponeret over, hvor meget nogle mennesker formår at involvere sig. Og over, hvor meget nogle mennesker gør for andres skyld, lød det blandt andet fra Henning Dines Petersen, kunderådgiver i Sparekassens Kronjylland i Spentrup, ved overrækkelsen af prisen.

Styrer alt fra hjemmeside til benzinpriser

Henning fortalte, at det ville blive en meget lang tale, hvis han skulle nævne alt, hvad Arne Poulsen gør for sin by. Han fremhævede dog Arne som medansvarlig for, at byens pensionister kan begå sig på en pc. I undervisningen i datastuen sikrer Arne sig blandt andet, at pensionisterne kan finde ind på hjemmesiden AsfergNet, hvor de kan holde sig orienteret om byens mange aktiviteter. En hjemmeside, som Arne i øvrigt selv er en slags daglig leder af.
På byens tank er Arne Poulsen også den, der sørger for, at prissætningen er rigtig, han er aktiv i at søge midler til byen, og han har også styr på historien blandt andet i forbindelse med de nye byporte. Arne er sådan en, der altid er der og får tingene til at ske uden at sætte fokus på sin egen person. I en af indstillingerne stod blandt andet, at Arne tilmed er “rar og omgængelig”. Han er med andre ord en både vellidt og uundværlig ildsjæl i Asferg.

5.000 kroner til Asferg

Sammen med mange andre Asfergborgere er Arne Poulsen hver dag med til at gøre Asferg til et attraktivt sted for byens borgere. Med titlen som Årets Asfergborger 2015 fulgte vanen tro 5.000 kroner doneret af Sparekassen Kronjylland. Hvordan pengene skal gøre gavn for borgerne i Asferg, afgør Arne Poulsen.



Cookies meddelelse