Hver mandag får en flok børn med særlige forudsætninger mulighed for at dyrke gymnastik takket være RgF Parasport

garant-millionen

Her får børn med særlige forudsætninger også en plads på holdet

RgF Parasport skaber fællesskaber for børn med handicap – og får nu en ekstra håndsrækning fra Sparekassen Kronjylland.

Alle har brug for at være en del af et fællesskab – men det er ikke alle, der har samme forudsætninger for at blive det. Det gør de noget ved i Randers gymnastiske Forening, RgF, hvor parasport-afdelingen giver børn med særlige forudsætninger mulighed for at blive en del af holdet.

- Det betyder, at de her børn også kan sige, at de går til noget, ligesom andre børn kan. Det er virkelig vigtigt for dem, siger Jørgen Huus Hasforth, der sidder i parasportsudvalget i RgF.

Afdelingen har netop modtaget en donation fra Sparekassen Kronjylland for sit arbejde med at få flere med i fællesskabet.

Alle skal føle, at de passer ind

Jørgen Huus Hasforth er selv far til et barn med synsnedsættelse og autisme, og så er han frivillig træner på RgF Parasports springgymnastikhold. Her udfolder børn med diagnoser som autisme og ADHD sig hver tirsdag eftermiddag på halgulvet.

- Jeg går altid herfra med det største smil, for ungerne er bare glade. Det er så givende, siger han.

RgF Parasport har også et svømmehold, et parkourhold og et dansehold. Foreningen barsler med et forældre/barn-gymnastikhold, og vil gerne have endnu flere tilbud til mennesker med handicap, hvis de frivillige kræfter kan skaffes.

- Vi vil give flere mulighed for at være en del af foreningslivet og det fællesskab, vi har. De her børn skal også føle, at de passer ind, siger Jørgen Huus Hasforth.

Anerkendelse for at få flere med

Donationen på 22.500 kroner fra Sparekassen Kronjylland kommer fra puljen Garant-millionen. Den er givet under temaet ’Fællesskaber for alle’.

- RgF Parasport formår virkelig at åbne fællesskabet for nogle, der ellers risikerer at stå uden for, siger Jan Nyvang, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland Randers, Nordre.

Pengene fra donationen går til en sommerfest på tværs af RgF Parasport – for netop at understøtte fællesskabet.

- Vi er glade for at kunne give børnene den oplevelse, og så vil vi ikke mindst gerne anerkende de frivillige, der gør en kæmpe indsats for de her børn, siger Jan Nyvang.

Sparekassen Kronjylland har oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året.

Garant-millionen

I Sparekassen Kronjylland har vi oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året fordelt over tre gange. Hver uddeling har et bestemt tema, som vi mener, er værd at sætte fokus på og støtte, og det er vores garanter, der kan indstille en forening eller organisation til en donation.

Om Garant-millionen