Boligkøb
Guide til dig, der skal købe bolig
Skal du købe hus eller lejlighed?
Et boligkøb kræver både økonomiske overvejelser, research og en grundig vurdering af den bolig, du overvejer at købe. I denne guide får du gode råd til, hvordan du kommer godt fra start – fra at afklare dine boligdrømme og få styr på økonomien til at undersøge boligens pris, stand og energiforbrug.
Få en idé om, hvad du kan købe for: Prøv vores boligberegner
Afklar dine boligdrømme
Skriv dine forestillinger og krav til den fremtidige bolig ned, og gør det eventuelt over et stykke tid. De nedskrevne noter gør det nemmere at få det hele med, når du skal fortælle ejendomsmæglere, hvilke ønsker du har. Ejendomsmægleren kan herefter give dig besked, når relevante boligemner kommer til salg. Er I flere om at beslutte, kan det også hjælpe med til at få afstemt forventningerne.
Få et økonomisk overblik
Tal med os, når du går med overvejelserne om at købe bolig – uanset om det er første gang eller fjerde gang. Lad os hjælpe med at få overblik over din økonomi og lave et realistisk budget, så du ved, hvor meget du har råd til at købe for. Det kan være, der skal laves flere forskellige budgetter, da det kan være relevant at regne på forskellen mellem:
- en indflytningsklar bolig og en bolig, der kræver renovering
- forskellige boligtyper og størrelser
- forskellige geografiske områder
- boliger med forskellige udgifter til varme, vand og el
Du bør også tænke over andre udgifter, der kan ændre sig, når du flytter. Flytter du fra by til land eller omvendt, kan det også være at behovet for bil eller bil nummer to ændrer sig. Det kan betyde at der er mere eller måske mindre, at købe bolig for.
Undersøg prisen i området
Dan dig et indtryk af prisniveauet i det område, du gerne vil bo i. Et godt sted at starte er naturligvis lokalavisernes annoncer og nettet, hvor du nemt finder boliger hos forskellige ejendomsmæglere. På boligsiden.dk kan du finde oplysninger om ejendomme til salg. Du kan blandt andet se, hvad andre boliger i området er solgt til både for nylig og tilbage i tiden, hvor lang tid boligen har været til salg, hvor meget boligen eventuelt er sat ned i pris, kvadratmeterpris, er der skiftet mægler og meget mere. Det er et godt sted at danne sig et overblik.
Ud at kigge boliger
Det er godt at orientere sig på nettet, men du skal også ud at se boliger. Ejendomsmæglere viser gerne boliger frem, og du kan møde op til åbent hus-arrangementer, hvor du kan få en bedre fornemmelse af beliggenhed, husets stand, hvor solen står og lettere kan sammenligne med andre boliger. Når du har set forskellige boliger, vil du sikkert opdage, at du bliver mere præcis med hensyn til dine ønsker og krav. Måske får du også øjnene op for muligheder, du ikke tidligere havde forestillet dig.
Spørg nogen med forstand på boliger
Når du har fundet et hus eller en lejlighed, som du synes rigtig godt om, så tag en byggerådgiver eller en anden fagmand med til at vurdere bygningen. Du kan få en håndværker til at give et bud på, hvad fejl nævnt i tilstandsrapporten vil koste at udbedre. En gyldig tilstandsrapport er maksimalt seks måneder gammel. Det kan også være en god idé at tjekke, hvilke muligheder der er for at energirenovere din måske kommende bolig. Bare du har adressen kan du gøre det ved at klikke her.
Er du klar til at give et bud?
Når du har fået styr på din egen økonomi og den bolig, du gerne vil have, så giv et tilbud. Du bør sætte en kort frist, så sælger skal svare dig, inden der kommer alt for mange andre interesserede. Husk, at sælger kan afvise tilbud og selv bestemmer, hvem der får lov til at købe boligen.
