Poul Vestergaard, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland Randers City, sammen med leder af Selvhjælp Randers Majbritt Bargsteen og frivillig gruppeleder Bertil Krogh.

Garant-Millionen

Bål, bøger og udeliv giver sårbare borgere et fællesskab

Selvhjælp Randers bruger i stigende grad naturen i arbejdet med at skabe fællesskaber for mennesker, der har det svært. Nu får de en håndsrækning fra Sparekassen Kronjylland.

Det giver en særlig ro og nærvær at stirre ind i bålets flammer sammen med andre. Det er udgangspunktet for selvhjælpsgruppen ’Bål og bøger’.

Her mødes otte sårbare borgere fra Randers-området hver anden uge for at tænde bål, lave mad og lytte til en novelle eller et andet stykke litteratur. Og så snakker de – hvis de har lyst.

- Man deler kun det, man har lyst til. Vi har ikke en plan om, at du skal nå herfra og hertil. Vi er her – og så kan du fortælle noget, hvis du har lyst, siger Bertil Krogh, der er en af de frivillige ledere af gruppen.

Et frirum i naturen

’Bål og bøger’ hører under Selvhjælp Randers, der tilbyder samtale- og gruppeforløb for børn og voksne, der har det svært. Organisationen har netop modtaget en donation på 14.000 kr. fra Sparekassen Kronjyllands Garant-millionen.

Støtten går til at tilbyde sårbare borgere forløb, hvor naturen danner rammen. Det gør Selvhjælp Randers nemlig i stigende grad – for en gruppe som ’Bål og bøger’ kan noget særligt.

- Vi rammer en gruppe, som ikke føler sig tilpas med at komme ind i et lokale, sidde om et bord og tale om, hvad de føler og tænker, siger Bertil Krogh.

Artiklen fortsætter under billedet.

Bertil Krogh er frivillig tovholder i selvhjælpsgruppen ’Bål og bøger’ under Selvhjælp Randers .
Bertil Krogh arbejder til daglig med HR i Region Midtjylland. Han har i to år været frivillig tovholder i selvhjælpsgruppen ’Bål og bøger’ sammen med Hans Stidsholt Nielsen, der startede gruppen.

Fællesskaber kan noget særligt

Selvhjælp Randers har 80 frivillige og tilbyder mange former for støtte. Mange sårbare borgere har gavn af at blive en del af en gruppe som ’Bål og bøger’, fortæller organisationens leder Majbritt Bargsteen.

- I bund og grund handler det om fællesskaber. Vi har alle brug for at være en del af noget, siger hun.

Hos Sparekassen Kronjylland glæder man sig over at hjælpe sårbare borgere med at have et sted at høre til.

- Der er godt at mødes med ligestillede og finde ud af, at man ikke er den eneste, der har det på den her måde, og at her er nogle mennesker, der interesserer sig for en, siger Poul Vestergaard, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland Randers City.

Sparekassen Kronjylland har oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året.

Hvorfor har vi fokus på temaet "Den nære natur"?

Med temaet "Den nære natur" støtter vi projekter, der giver flere mennesker adgang til grønne områder og naturoplevelser - tæt på, hvor de lever og bor. Det kan være en stille plet i en travl by, en sti gennem mark og skov eller i et fællesskab, der tager flere med ud i det fri. 

Den nære natur