
garant-millionen
Fra torskekrise til tangskove: Allan genskaber livet i Køge Bugt
Da fiskene forsvandt fra Køge Bugt, tog Allan Scheller sagen i egen hånd, og i dag er tusindvis af ton sten blevet til nye levesteder. Projektet får nu støtte fra Sparekassen Kronjylland.
En flydepram vugger blidt på overfladen, mens en gravko sænker tonstunge sten ned på havbunden. Det syn er blevet almindeligt i Køge Bugt de seneste år, hvor stenene bliver til nye levesteder for tang, muslinger og fisk.
- Vandplanterne kan ikke slå rødder på bar havbund, men har brug for en overflade at hæfte på. Og meget liv i havet har brug for tangskove som gydepladser, skjulesteder og spisekammer, siger Allan Scheller.
Han er formand for foreningen Køge Bugt Stenrev, der netop har modtaget en donation på 50.000 kr. fra Sparekassen Kronjylland. Op igennem 00’erne oplevede han som ivrig lystfisker, hvordan torskene langsomt forsvandt fra bugten – og så kom kvoterne.
- Først var det fem torsk om dagen, så tre, så blev det én, inden man helt stoppede fiskeriet, siger han.
Artiklen fortsætter under billederne.
Søren Bøgh Berg fra Sparekassen Kronjylland i Køge (th.) overrækker donationen på 50.000 kr. til formand for Køge Bugt Stenrev Allan Scheller (midten) og Henning Petersen (tv.), der har indstillet foreningen til støtte.
Formidling af livet under overfladen er en væsentlig del af det arbejde, som foreningen Køge Bugt Stenrev udfører. Det er blandt andet skoleklasser, der kommer forbi for at lære om havet. Foto: Michael Dyrberg
Ni stenrev og 4.000 ton sten
Hvorfor forsvandt fiskene?
Overfiskeri og udledning af næringsstoffer er nogle af grundene. En anden er mangel på sten på bunden. Førhen fjernede man nemlig store sten fra havbunden for at bruge dem til for eksempel stenmoler.
- I dag ligger der kun få spredte sten på bunden af bugten. Mange steder er der kun sandbund – og dér er der nærmest ingen liv, siger Allan Scheller.
Derfor tog Allan Scheller i 2020 initiativ til at starte foreningen Køge Bugt Stenrev. Han fik andre gode, frivillige kræfter med ombord, og derfra tog det fart. Efter hundredvis af samtaler med kommuner, ministerier og store fonde begyndte etableringen af ni rev, der nu rummer 4.000 ton sten – og de kommende uger er yderligere 2.000 ton på vej.
Undervandsoptagelser viser, at torsk allerede har taget stenrevene i brug.
Glade børn med net i hånden
En væsentlig del af foreningens indsats er formidling. Skoleklasser, gymnasieklasser og seniorer kommer forbi, får et par vaders på og lærer om livet i Køge Bugt.
- Vi oplever en kæmpe glæde – særligt når børnene kommer ud. Nogle af dem starter med at sige ’adr’, men det glemmer de helt, når de får et net i hånden. Det kan virkelig noget, siger Allan Scheller.
Det er netop denne indsats, som støtten fra Sparekassen Kronjyllands Garant-millionen går til – og det vækker glæde.
- Når man ved, hvad der gemmer sig under overfladen, får man meget mere ud af en tur til stranden – og man får mere lyst til at passe på havet, siger Søren Bøgh Berg, erhvervskundedirektør i Sparekassen Kronjylland i Køge.
Spørgsmål er så, om Allan Scheller med etableringen af revene snart igen kan fange torsk i Køge Bugt? Den del er faktisk ikke så vigtig for ham, fortæller han.
- Det handler ikke længere om, at jeg skal kunne fange en fisk. Nu synes jeg, at det hele er skidespændende, siger han med et smil.
Muslinger har allerede indtaget de nye levesteder på bunden af Køge Bugt. Foto: Helene-Julie Zofia Paamand ”Underwaterambassador”
Anja Vensild Hörnell er naturvejleder og tilknyttet Køge Bugt Stenrev, hvor hun blandt andet underviser børn og unge i livet i bugten. Her fortæller hun erhvervskundedirektør Søren Bøgh Berg fra Sparekassen Kronjylland i Køge om, hvad der gemmer sig under overfladen.

Garant-millionen
I Sparekassen Kronjylland har vi oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året fordelt over tre gange. Hver uddeling har et bestemt tema, som vi mener, er værd at sætte fokus på og støtte, og det er vores garanter, der kan indstille en forening eller organisation til en donation.