Sparekassen Kronjylland er Danmarks bedste arbejdsplads for 3. gang i træk

Revisor til intern revision 

Har du lyst til at udføre værdiskabende revision i et større pengeinstitut? Har du et skarpt øje for detaljen, og kan du samtidig kommunikere med alle niveauer af organisationen? Så har vi måske dit næste job i Sparekassen Kronjylland, hvor vi søger en kollega til intern revision.

Intern revision beskæftiger sig med revision af alle væsentlige og risikofyldte forretningsområder, herunder privat- og erhvervsudlån, værdipapirhandel og -forvaltning, kapitalforhold og øvrige reguleringsområder i Sparekassen og Sparekassens datterselskaber.
Det er inden for dette felt, at vi planlægger, udfører og afrapporterer vores revision, og her du får en vigtig rolle.

Du kan se frem til at:

  • Tilrettelægge, udføre og rapportere revisionsopgaver
  • Identificere risici, vurdere processer og teste kontroller
  • Sparre og samarbejde med organisationen omkring projekter, produkter og risikovurderinger
  • Få mulighed for faglig udvikling og være på forkant med nye tendenser
  • Være med til at fastholde og videreudvikle en høj kvalitet i vores interne revision

Vi forestiller os, at du er cand.merc.aud. eller tilsvarende, men din uddannelse er ikke afgørende. Det, der for alvor tæller, er, at du har forståelse for arbejdet med interne kontroller, compliance og risikostyring. Vi forestiller os, at du har erfaring med disse opgaver – og det må gerne være fra et pengeinstitut eller anden finansiel virksomhed.

Se video, hvor din kommende leder fortæller om jobbet

Vi er på udkig efter dig, der:

  • Er god til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger og har styr på detaljerne uden at miste det vigtige overblik. Du formår at udnytte dine analytiske evner i det praktiske revisionsarbejde og at arbejde struktureret med fokus på kvalitet
  • Har erfaring med revision af finansielle virksomheder fra et revisionsfirma eller en intern revisionsafdeling eller anden kontrolfunktion
  • Holder af at samarbejde med andre og er stærk i skriftlig og mundtlig kommunikation. Det får du brug for, når du rapporterer til organisationen, gør komplekst stof let forståeligt for en kollega eller sparrer om et projekt
  • Er fagligt nysgerrig og har lyst til løbende at udvikle dig både fagligt og personligt

En stilling, der forener faglige ambitioner og tid til familieliv

Vi tilbyder dig en vigtig plads i et at landets 10 største pengeinstitutter. I jobbet får du gode kolleger at sparre med og en stor kontaktflade, ligesom du vil være i berøring med mange forskellige snitflader inden for risiko og revision på tværs af hele vores organisation.

Intern revision er organiseret på Sparekassen Kronjyllands hovedsæde i Randers som en uafhængig stabsafdeling, der refererer til bestyrelsen. I afdelingen venter dig to kolleger og en alsidig hverdag, du selv har stor indflydelse på.

For os er det vigtigt, at du ikke kun trives som medarbejder, men også som menneske. Udover at du får mulighed for at påvirke afdelingens videre retning og succes, kan du derfor se frem til gode ansættelsesforhold og fleksible rammer. Du får blandt andet indflydelse på tilrettelæggelse af arbejdstid og -sted, så balancen mellem dit arbejds-, familie- og fritidsliv harmonerer.

Mød din kommende leder - og hør ham fortælle om jobbet:

Ansvar og udfordringer på Danmarks bedste arbejdsplads

Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 700 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.

Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen. Det er med til at give os medarbejdere, der trives og er glade for at gå på arbejde. Vi er således tre gange i træk blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads af Great Place to Work.

Vores decentrale struktur giver dig stor indflydelse på dit arbejde og din dagligdag. Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.