
Kunderådgiver til Lyngby
Vil du give privatkunderne den allerbedste rådgivning i et job, hvor du samtidig kan udleve din lyst til at opsøge og tiltrække nye spændende kunder? Så er vi måske det perfekte match i Kgs. Lyngby, hvor du får indflydelse og ansvar i en afdeling med gode kolleger og høje ambitioner.
Vores mission er at blive førstevalget blandt mange flere privatkunder i Lyngby og omegn. Lyder det som en udfordring, du kan se dig selv bidrage til, så læs endelig videre.
Mange banker sender deres kunder i callcentre. Det gør vi ikke. I Sparekassen Kronjylland tror vi på, at relationen mellem rådgiver og kunde er altafgørende, og vi bestræber os derfor på, at du som rådgiver er tæt på dine kunder og følger dem op gennem alle livets faser.
Vi er derfor på udkig efter dig, der:
- Er bankuddannet og kan give den gode rådgivning, der kommer rundt om alle facetter af privatøkonomien. Du skal derfor trives med at rådgive - og tilbyde produkter - både inden for hverdagsøkonomi, bolig, pension, investering m.v.
- Har en solid faglig rygsæk og er stærk på kreditområdet. Hos os er der plads til udvikling og til at vokse, hvis der er områder, du ønsker at blive endnu skarpere på
- Er forretningsorienteret og finder stor motivation i at vækste din portefølje med nye kunder, som kommer som henvisninger fra dine kolleger og afdelingens samarbejdspartnere
- Er tillidsvækkende, vedholdende og kan se muligheder, så du kan hjælpe kunderne i mål med deres ønsker og drømme. Du brænder for at skabe gode kundeoplevelser
- Er en god sparringspartner for dine kolleger og trives i et miljø, hvor vi arbejder tæt sammen som et hold for at nå vores mål
Du behøver ikke nødvendigvis at have mange års erfaring som kunderådgiver – det vigtigste er, at du har lysten til hele tiden at udvikle dig.
Det kan du glæde dig til
Der venter dig et alsidigt job, hvor du både kommer til at rådgive eksisterende privatkunder og tiltrække nye. Du starter således med en mindre portefølje, som du over tid skal udbygge, og som du selv har stor indflydelse på rammerne for.
Du får i høj grad mulighed for at udfordre og udvikle dig selv fagligt og personligt. Lyngby afdeling ligger i et attraktivt markedsområde og er inde i en rigtig god udvikling. Vi er en dynamisk afdeling, der går op i at have det sjovt sammen, mens vi skaber forretninger og gode kundeoplevelser. Du bliver en del af et frisk og ambitiøst team med rig mulighed for faglig sparring – både med kolleger i afdelingen og vores tilknyttede specialister, eksempelvis formue- og investeringsrådgivere.
Sparekassen Kronjylland har åbnet flere nye afdelinger de seneste år – ikke mindst på Sjælland, hvor vi for nyligt annoncerede, at vi også åbner i Hillerød. Du bliver dermed en del af et solidt pengeinstitut i god udvikling, og hvor vi vægter kundetilfredshed og medarbejdertrivsel højt.
Udover at du får indflydelse på vores videre retning og succes i Lyngby, kan du se frem til fleksible rammer, så balancen mellem dit arbejds-, familie- og fritidsliv harmonerer.
Ansvar, udfordringer og fællesskab
Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 700 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.
Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab og medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar. Vores decentrale struktur giver dig stor indflydelse på dit arbejde og din dagligdag.
Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.
Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.