En grafisk fremstilling af, hvordan den kommende afdeling Risskov – Egå kommer til at se ud.

Sparekassen Kronjylland i Egå flytter og skifter navn

Vækst og flere kunder har skabt et behov for nye og større rammer, der samtidig bringer et navneskifte med sig.

Sparekassen Kronjylland flytter efter sommerferien sin afdeling i Egå til nye og større lokaler på Viengevej 100 i Risskov. Samtidig skifter afdelingen navn til Risskov – Egå afdeling.

Flytningen sker som følge af en markant kundetilgang og øget aktivitet i området.

- Vi har haft vokseværk i en længere periode. Flere kunder og mere aktivitet betyder, at vi ganske enkelt er vokset ud af vores nuværende lokaler. Det er jo et luksusproblem, og derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan flytte i nye, større rammer, siger afdelingsdirektør Michael Grouleff Thomsen.

Mere plads og bedre faciliteter

Den nye adresse bliver Viengevej 100, 8240 Risskov, og ligger på en synlig placering direkte ud til Grenåvej, hvor tusindvis af biler passerer dagligt.

- Vi har fundet en placering, der ligger lige på skellet mellem Egå og Risskov. Det betyder, at vi fortsat er tæt på vores kunder i Egå, samtidig med at vi styrker vores tilstedeværelse i Risskov. Vi bliver nemme at finde og nemme at komme til, siger Michael Grouleff Thomsen.

De nye lokaler giver bedre plads til både medarbejdere og kunder samt tidssvarende mødefaciliteter.

- Med flytningen får vi endnu bedre muligheder for at give vores kunder den rådgivning og service, de kender os for, siger han.

Nyt navn afspejler lokal forankring

Navneskiftet til Risskov – Egå afdeling afspejler både den nye placering og det naturlige markedsområde og den kundebase, som afdelingen allerede dækker i dag.

- Vi har mange kunder i både Egå og Risskov, og det vil vi gerne signalere tydeligt. Navnet Risskov-Egå understreger, at vi er en lokal sparekasse med stærk forankring i hele området, siger Michael Grouleff Thomsen.

Da den nye afdeling skal gøres klar, sker flytningen først efter sommerferien. Kunderne vil løbende få direkte besked om praktiske forhold i forbindelse med åbningen af de nye lokaler.

- Vi glæder os rigtig meget til at byde både nuværende og kommende kunder indenfor i de nye omgivelser, siger afdelingsdirektøren.

Øverst i artiklen kan ses en grafisk fremstilling af, hvordan den kommende afdeling kommer til at se ud.