Sparekassen Kronjylland etablerer stort skov- og naturområde
Har købt ca. 170 hektar landbrugsjord, som fremover skal gøre en forskel for både klima og natur
I tæt samarbejde med Hedeselskabet vil et af landets største pengeinstitutter omdanne tidligere landbrugsjord ved Give til skov og naturområder. Udover at den nye skov skal binde CO2, skal området fremover også give bedre forhold for områdets dyr og insekter – og være et skønt grønt område, som lokalbefolkningen og gæster kan benytte.
- Siden Sparekassen Kronjylland blev etableret i 1829, har vi haft et formål om at gøre gavn. Det har vi særligt gjort med aktiviteter, sponsorater og donationer i de lokalsamfund, hvor vi er til stede. Men i disse år bliver det stadigt vigtigere også at tænke klima og natur ind , mener adm. direktør i Sparekassen Kronjylland Klaus Skjødt.
Sparekassen Kronjylland har et ambitiøst mål om at reducere sit CO2-aftryk med 50 procent inden 2030. Derudover investerer garantsparekassen altså nu i et stort skovrejsningsprojekt, der blandt andet har til formål at optage masser af CO2 fra luften.
- Det er stadig vigtigt, at vi bliver ved med at begrænse vores udledning, og det har vi derfor en konkret plan for. Det her handler nemlig ikke om at købe aflad, men om at gøre en reel forskel. Derfor mener vi, at det rigtige er både at reducere udledningen og samtidig bidrage med andre indsatser, som nu en klimaskov, forklarer Klaus Skjødt.
Sparekassen Kronjylland har opkøbt ca. 170 hektar landbrugsjord efter rådgivning fra Hedeselskabet. Det er også medarbejdere herfra, der nu er i gang med at planlægge beplantningen og de øvrige naturtiltag på baggrund af baselinemålinger på arealerne. Der vil altså blive udlagt områder, som understøtter klimahensyn og andre områder, som understøtter udvikling af mere natur.
Efterfølgende vil Hedeselskabet løbende monitorere området for at følge udviklingen i dyre- og planteliv, ligesom arealet bliver forvaltet efter anerkendte certificeringsregler, der sikrer hensynet til naturen i den fremtidige drift.
- Vi har et rigtigt godt samarbejde med Hedeselskabet, og deres stærke faglighed er tydelig. Derfor er vi også helt trygge ved, at de forestår projektudvikling af arealerne, så vi både binder mest muligt CO2 på de arealer der egner sig bedst til det og samtidig skaber gode vilkår for dyre- og plantelivet på andre arealer, som egner sig godt til det, siger Klaus Skjødt.
I begyndelsen vil den unge skov blive indhegnet for at give træerne mulighed for at få fat, men med tiden forventer Sparekassen Kronjylland også, at der bliver mulighed for gode naturoplevelser for besøgende i området, der vil være åbent for alle.
- Vi ønsker at skabe et skov- og naturområde, der gør gavn på så mange måder som muligt, slår Klaus Skjødt fast.