Tid, penge og lokale ambitioner baner vejen for idræts- og kulturhus i Spentrup
Inden længe forventes det, at man i Spentrup kan slå dørene op til et nyt, dynamisk og lækkert idræts- og kulturhus. At det er lykkedes skyldes en årelang indsats fra en række foreningsmedlemmer, erhvervsdrivende og et lokalsamfund fyldt med ildsjæle, der bakker op.
En af de aktive bidragsydere er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland, Jacob Tange, der gennem de seneste år været en del af gruppen, der har arbejdet med projektet. Som leder for den lokale sparekasse, har Jacob en interesse i, at der sker en positiv udvikling i Spentrup, og at det lykkes at løfte udviklingen af byen i fællesskab. Derfor var det med stor glæde, at han kunne overrække en donation på 50.000 kroner fra Sparekassen Kronjyllands Gavefond. Donationen er især blevet ansporet af den store opbakning fra mange lokale ildsjæle, og dermed er 10,5 ud af de 13 millioner, der skal til for at færdiggøre projektet, nu blevet finansieret. Således er man et stort skridt nærmere at have de nødvendige midler til at indfri ambitionerne om at skabe Spentrups nye samlingspunkt, og det glæder formanden for arbejdsgruppen, Anders Rousing: ”For os er det meget vigtigt at få opbakning fra lokale interessenter, og her har Sparekassen Kronjylland en særstilling i Spentrup som eneste pengeinstitut. Derfor er vi utroligt glade for deres bidrag til at få projektet op at stå.”
Stedet unge og ældre mødes
Det er målet, at det nye hus skal fungere som et attraktivt samlingspunkt for alle borgere i området. Både ude og inde vil nye aktiviteter spire frem, og der vil være mulighed for samvær på tværs af alder, interesser og idræt. Ude kommer der et område med legeplads, gymnastikredskaber, hyggehave og grillsteder, og Indenfor vil der i det moderne caféområde være ramme for at mødes før eller efter idrætsaktiviteter på tværs af hold, idrætsgren og alder.Spentrup på kultur- og idrætslandkortet
”I Sparekassen Kronjylland er vi overbeviste om, at det nye idræts- og kulturhus sætter Spentrup mere på landkortet. Sådan et kraftcenter betyder noget, når potentielle boligkøbere skal beslutte sig for, hvor de fremover vil bo. Sportsfaciliteter, mødesteder og kulturtilbud er i høj kurs og kan afgøre, om folk vælger at købe hus her i byen. Samtidig vil vi i Sparekassen også gerne anerkende og understøtte den power, der kommer fra lokalsamfundet i forbindelse med at få projektet realiseret, fortæller Jacob Tange og fortsætter:
”Projektet er meget fremsynet ved også at fokusere på moderne idrætsgrene som eksempelvis fitness og padeltennis. Det er helt vildt positivt, at en by af Spentrups størrelse får disse muligheder. Derfor er det også så vigtigt, at vi alle står sammen om at få det til at ske og støtter, hvor vi kan”, lyder opfordringen fra Jacob Tange.
Anders Rousing (tv) og Jacob Tange (th) er to de aktive i Spentrup Lokalråd, som gennem flere år har arbejdet med at styrke sammenhængskraften i byen. De ser begge en vigtig opgave i at dyrke fællesskabet, og når Spentrup Idræts- og Kulturhus blive en realitet, er der endnu bedre mulighed for at mødes og styrke fællesskaber. På billedet overrækker Jacob Tange, i sin egenskab af afdelingsdirektør for Sparekassen Kronjylland, en gavecheck på 50.000 kroner til Anders Rousing, der er formand for Spentrup Idræts- og Kulturhus.