Næsehorn til Skanderborg Byparks nye temalegeplads
Et partnerskab mellem foreninger og frivillige i Skanderborg har en fælles vision om at tilbyde kreative legemuligheder i unikke omgivelser i Skanderborg Midtby. Det bliver nu en realitet i form af en temalegeplads i den sydlige del af Skanderborg Bypark.
Legepladsen, der er tematiseret over Ole Lund Kirkegaards forfatterskab, skal skabe en legeplads med legeværdi, der går ud over den første fascination. Med afsæt i Ole Lund Kirkegårds fantasifulde univers får børnene mulighed for at udfolde sig kreativt på legepladsen, at afprøve deres motorik, sanse og bruge deres fantasi.
Et udpluk af Ole Lund Kirkegårds magiske fortællinger samles i et 3D univers i form af en legeplads, hvor børnene blandt andet kan opleve Toppers følelse af at ride på det trehornede, gule næsehorn, Otto.
Temalegepladsens hovedfigur, næsehornet, er blevet til med støtte fra Sparekassen Kronjyllands gavefond.
- Den flotte donation fra Sparekassen Kronjylland betyder, at vi er tæt på at være i mål med finansieringen af en unik legeplads midt i Skanderborg. Vi er rigtig glade for, at Sparekassen støtter byens ildsjæle, som gør en forskel for fællesskabet. Legepladsen er uden tvivl med til at skabe mere liv og flere glade børn i Byparken, siger Viggo Rasmussen, konsulent.
I Sparekassen Kronjylland glæder man sig over både at hjælpe legen på vej i Skanderborg og at bidrage til byens udvikling med et opsigtsvækkende projekt:
- Vi ønsker at bakke op om de lokale aktiviteter, der er til glæde og gavn for hele lokalsamfundet. Temalegepladsen i byparken er et godt initiativ, der med sine kreative design vil inspirere børn og barnlige sjæle til at lege og bevæge sig på en anden måde, end de før har gjort. Det er et initiativ, vi i Sparekassen gerne vil støtte op om, fortæller Susanne Talbo, der heller ikke er i tvivl om, at den nye legeplads med næsehornet vil trække mange besøgende til byen.
Den nye legeplads åbner 28. august i forbindelse med Sløngeldage.