Sparekassen Kronjylland indgår bæredygtigt samarbejde
Dagsorden om bæredygtighed har igen fundet vej til Sparekassen Kronjyllands IT-udstyr.
Sparekassen har indgået et samarbejde med NordVirk, der er en virksomhed, som blandt andet sætter fokus på at skabe en cirkulær økonomi gennem køb og salg af computere og aftjent IT.
Det er ikke første gang, at Sparekassen Kronjylland får genanvendt sit IT-udstyr. Flere skoler har før fået gavn af virksomhedens aflagte computere, men nu har Sparekassen Kronjylland indgået samarbejde med NordVirk, som udfører et vigtigt arbejde med at beskæftige borgere med autisme. Sparekassen Kronjylland ønsker gennem samarbejdet at bakke op om NordVirks initiativ.
- Som pengeinstitut har vi en nøglerolle i samfundet, og derfor bakker vi op om NordVirk og ønsket om at gøre en forskel i det samfund, vi er en del af. Det gør vi ved at tænke og handle anderledes i forbindelse med vores indkøb og salg, siger Claus Haaning Andersen, funktionschef for IT i Sparekassen Kronjylland.
De nye muligheder for at bidrage til en positiv miljøudvikling vækker stor interesse i Sparekassen Kronjylland.
- Vi er rigtig glade for, at NordVirk præsenterede os for deres initiativ, da vi skulle udskifte vores computere og IT-udstyr. Ved at livsforlænge det udstyr, vi alligevel skal af med, kan vi være med til at mindske miljøaftrykket. Det giver god mening for os, siger Claus Haaning Andersen.
Forretningssamarbejdet mellem NordVirk og Sparekassen udspringer af en fælles mission om at ville tilføre værdi til samfundet.