Sparekassen gav tilbage på sin 190-års fødselsdag
Sparekassen fejrede sin 190-års fødselsdag med en lukkedag, hvor medarbejderne udførte frivilligt arbejde rundt i landet.
Cirka 700 medarbejdere gjorde gavn i klubber og foreninger og hjalp til med andre lokale formål på Sparekassens fødselsdag 26. november. I Aalborg, som er Sparekassens nordligste afdeling, blev der blandt andet indsamlet en masse pantflasker, der efterfølgende skal omsættes til iPads til børneafdelingen på Aalborg Sygehus. Længere sydpå hjalp medarbejderne til i en varmestue i Esbjerg, i Odense blev der pakket julegaver for blandt andet Red Barnet, og i Køge malede medarbejderne klubhus og hjalp handelstandsforeningen med at gøre byen juleklar.
Gjorde gavn på lukkedag
I Randers, byen, hvor det hele startede for præcis 190 år siden, pakkede Sparekassens medarbejdere blandt andet juletræer til fordel for Randers Julehjælp, besøgte plejecentre og daginstitutioner, inviterede socialt udsatte til julebanko og hjalp til med forskellige opgaver i klubber og foreninger, ligesom de samlede skrald langs Gudenåen og på gader og stræder.
– Jeg synes, det gav god mening, at vi i Sparekassen Kronjylland valgte ikke at holde en stor fest, men brugte dagen på at gøre gavn og give noget tilbage til vores lokalområder. Vi medarbejdere havde et super samarbejde om opgaverne og blev taget rigtig godt imod, de mange steder vi var ude at hjælpe. Så det var uden tvivl en dag, der gjorde gavn rundt i vores lokalområder, fortæller Poul Vestergaard, der til daglig er afdelingsdirektør i Sparekassens Randers City afdeling. På fødselsdagen var han selv ude at cykle med borgerne fra et værested i Randers.
Med dagen slog Sparekassen Kronjylland fast, at den stadig deler de oprindelige tanker, der allerede lå bag, da "Sparekassen for Randers By og Omegn" blev etableret 26. november i 1829. Den nystiftede sparekasse skulle nemlig være til gavn og glæde for borgerne og for samfundet, de levede i.
Alle Sparekassens 50 afdelinger og stabe var på gaden for at gøre en forskel, mens en lille gruppe medarbejdere var på arbejde for at sikre, at alle basale funktioner stadig var tilgængelige for kunderne - såsom aktiehandel og akutte henvendelser.