Sparekassen ny hovedsponsor for kvindelandsholdet
Danmarks største sparekasse går efter guldet med håndboldlandsholdet for kvinder
De seneste år har Sparekassen Kronjylland udvidet sit markedsområde betydeligt med nye afdelinger på blandt andet Sjælland og i det sydlige Jylland. Nu skal et nyt sponsorat være med til at give Danmarks største sparekasse endnu mere synlighed og hen ad vejen en national profil. Sparekassen Kronjyllands navn og logo kommer nemlig de kommende år til at pryde spillertrøjerne, når damelandsholdet i håndbold går på banen.
- Vi har fået en størrelse, hvor det også sponsormæssigt er naturligt at tage det næste skridt. Vi så under slutrunden i Tyskland, hvordan millioner af danskere fulgte intenst med i mål, udvisninger og redninger. Den begejstring og det engagement bliver vi nu en del af, og jeg er sikker på, at det bliver en god platform til at gøre os endnu mere kendte rundt i landet, fortæller Sparekassen Kronjyllands administrerende direktør Klaus Skjødt.
- Vi har I mange år været en del af håndbolden via sponsorater i både breddeklubber og landets bedste klubber. Med kvindelandsholdet tager vi skridtet op, og det skal være med til at give os en mere tydelig national profil. Derudover køber vi 100 procent ind på holdets rejse mod nye sejre, og derfor tager vi eksempelvis også holdets slogan #påvej til os og gør det til vores. Dansk kvindehåndbold er på vej tilbage mod toppen, og vi glæder os til at bakke op og være med.
Sparekassen har over de seneste år åbnet syv nye afdelinger i Esbjerg, Kolding, Slagelse, Holbæk, Lyngby, Køge og København. Her har det ifølge Klaus Skjødt særligt været relationer, der har skabt et godt udgangspunkt.
- Men det er klart, at vi endnu ikke er specielt kendte i de her nye byer. Både der og de andre af vores i alt 51 afdelinger kan et nationalt sponsorat af denne kaliber være med til at give et rygstød til vores lokale medarbejdere og aktiviteter, mener Klaus Skjødt.
Sponsorater har i mange år været en grundpille i både Sparekassens markedsføring og opbakning til de lokalsamfund, hvor Sparekassen driver sin forretning. Klaus Skjødt understreger, at Sparekassen Kronjylland ikke har tænkt sig at holde op med at sponsere lokalt, selv om der nu kommer et nationalt sponsorat til.
- Det er ganske enkelt en del af vores DNA at støtte det lokale foreningsliv. Det bliver vi selvfølgelig ved med. Vi er en garantsparekasse, så vi har ikke ejere, der skal have del i vores overskud. I stedet har vi så mulighed for at give noget tilbage til lokalsamfundene, og det fortsætter vi med.
Sponsoratet med damelandsholdet i håndbold trådte i kraft ved årsskiftet og betyder, at Sparekassen Kronjylland er hovedsponsor med logo på forsiden af trøjerne. Waoo bliver også hovedsponsor, deres logo kommer til at fremgå af ryggen. Sparekassen Kronjyllands sponsorat gælder foreløbig i tre år og kulminerer med EM på hjemmebane i 2020.
- Det bliver en kæmpe oplevelse for både spillere og fans. Holdet har talentet, som vi også så i Tyskland, og vi tror på, at der venter nogle gode resultater de kommende år. Vi glæder os til
sammen med vores kunder og resten af Danmark at være en del af rejsen, lyder det fra Klaus Skjødt.
Læs den fælles pressemeddelelse med Dansk Håndbold Forbund her.
#påvej
I forbindelse med det nye sponsorat inviterede Sparekassens direktør, Klaus Skjødt, anføreren for kvindelandsholdet, Stine Jørgensen, med på en løbetur, til en snak om at være på vej.