Hvem skal have Årets Skulderklap 2016 i Vorbasse?
Så er det igen den tid på året, hvor Sparekassen Kronjylland efterlyser kandidater til Årets Skulderklap blandt borgerne i Vorbasse.
Kender du en ildsjæl, der gør en særlig og lokal indsats, er det derfor nu, du har mulighed for at give personen et anerkendende skulderklap.
Sidste år gik Årets Skulderklap til Ester Thisgård, som blandt andet blev hyldet for sit store engagement som underviser og leder af motionsgymnastik og for sit arbejde med hjertestierne.
5.000 kroner på højkant
H.C. Christensen, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Vorbasse efterlyser nu kandidater til dette års skulderklap:
− Hvert år, når vi får kandidater til Årets Skulderklap, bliver jeg imponeret over at se, hvordan flere af byens borgere gør en indsats til glæde og inspiration for alle i vores lokalområde. De giver et ekstra nap med og yder et stykke frivilligt arbejde, der gavner byen og borgerne. Det er indsats, vi i Sparekassen gerne vil værne om med Årets Skulderklap. En pris, som vi har uddelt siden 1998, og som udover den flotte titel giver 5.000 kroner til modtageren, fortæller H.C. Christensen.
Frem til 25. oktober kan man enten sende sit kandidatforslag med en kort begrundelse på en mail til hc@sparkron.dk eller komme ned i afdelingen i Vorbasse med den.
Udvælgelsen foretages af et udvalg nedsat af Sparekassen Kronjylland i Vorbasse, og uddelingen af skulderklap finder sted inden årets udgang.