Sparekassen udvider i Holbæk igen
Når afdelingsdirektøren kigger tilbage på året, der er gået, kan han se tilbage på en afdeling, der støt og roligt er vokset på både privat- og erhvervssiden.
Det er godt et år siden, at afdelingsdirektør Peter Mørch sammen med sit medarbejderhold kunne slå dørene op til en afdeling af Sparekassen Kronjylland i Holbæk. Først i midlertidige lokaler i Ahlgade og siden marts centralt over for biblioteket i Nygade.
Afdeling med vokseværk
− I takt med at vi har fået flere kunder, er afdelingen også vokset på medarbejdersiden. I sommer oprustede vi på erhvervssiden med en lokal erhvervsrådgiver, og jeg kan løfte sløret for, at vi netop har udvidet medarbejderstaben for anden gang i år med en ny kunderådgiver, der skal give rådgivning til private, fortæller Peter Mørch.
Sparekassen Kronjylland fortsætter dermed med at ansætte medarbejdere, mens mange større banker fyrrer ansatte og centraliserer:
− Kernen i hele Sparekassen Kronjylland er den lokale forankring og den personlige rådgivning. Vi skal geografisk være der, hvor vores kunder er, og vi skal have rådgivere, der giver en personlig rådgivning og har en langvarig relation til kunderne. Det ved vi, at både kunder og ansatte sætter stor pris på, fortæller afdelingsdirektøren.
Bider sig fast i Sjælland
Sparekassen Kronjylland er i det hele taget ved at få fodfæste på Sjælland. Inden årets udgang åbner Sparekassen en afdeling i Slagelse, og i starten af 2017 følger en i Køge. Med afdelingerne i København City, Lyngby og Frederiksberg kommer Sparekassen Kronjylland dermed op på seks sjællandske afdelinger.
− Vi går ikke målrettet efter at åbne afdelinger på Sjælland, men åbner der, hvor vi ser et interessant marked og et potentiale for et pengeinstitut af vores størrelse. Vi åbner for eksempel også i Esbjerg inden årets udgang, slutter Peter Mørch.