Sparekassen Kronjylland: Nu slår vi dørene op til nye, centrale lokaler
Der har været snak om det længe, men nu sker det. Mandag 21. marts kan Danmarks største sparekasse slå dørene op til de nye, permanente lokaler på Nygade i Holbæk.
- Vi glæder os rigtig meget til at flytte ind i de nye lokaler på gågaden i Holbæk. De fem måneder vores afdeling har været i de midlertidige lokaler har været hyggelige og travle, men der er ingen tvivl om, at vi har set meget frem til at kunne invitere vores kunder indenfor i de lyse og venlige lokaler. Nu kan vi blandt andet holde kundemøder i store mødelokaler. Samtidig får vi en mere central placering, der gør det endnu nemmere for vores kunder at besøge os, fortæller afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands Holbæk afdeling, Peter Mørch.
Ud over de nye lokaler kan afdelingens kunder også glæde sig over, at der bliver flere parkeringspladser, og at det fra 21. marts bliver muligt at benytte den nye hæveautomat.
Væk fra baggården og ind på strøget
Siden Sparekassen Kronjylland åbnede afdelingen i Holbæk tilbage i oktober, har et tidligere pakhus i en baggård på Ahlgade dannet rammen om afdelingen, der har huset de fem rådgivere fra Sparekassen. Men fra mandag 21. marts kan Sparekassen invitere indenfor i de 600 m2 nye lokaler på Nygade. Afdelingen ligger lige overfor Holbæk Bibliotek. Den centrale placering på Nygade betyder, at Sparekassens Holbæk afdeling nu også fysisk bliver mere tilgængelig for kunderne.
Åbningsreception 7. april
Som det er tradition, når man flytter, holder afdelingen åbningsreception torsdag 7. april fra klokken tre til fem om eftermiddagen. Her vil der være mulighed for at kigge indenfor i de nye lokaler, og samtidig vil afdelingen blive indviet med fuld musik.