Andel i NEM Forsikring
Samarbejdet mellem NEM Forsikring og Sparekassen Kronjylland skal skubbe yderlige til væksten i forsikringsselskabet.
Sparekassen Kronjylland bliver en del af ejerkredsen i NEM Forsikring A/S. Sparekassen Kronjylland køber således en del af Middelfart Sparekasses aktier, og det vækker glæde i det Skanderborg-baserede forsikringsselskab.
- Sparekassen Kronjylland er en ny stor kunde og samarbejdspartner, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet. Det vil give os endnu bedre mulighed for på en effektiv måde at skabe attraktive forsikringer til vores kunder, lyder det således fra direktør i NEM Forsikring, Carsten Møller Pedersen.
Opkøbet betyder nemlig også, at Sparekassen Kronjylland fremover vil formidle forsikringer fra NEM Forsikring til sine kunder.
- I Sparekassen Kronjylland har vi meget fokus på at give vores kunder den optimale rådgivning og gøre det nemt at være kunde. Det er netop det, som NEM Forsikring med brug af moderne løsninger formår at gøre. Hele deres fundament er at gøre forsikringer nemt for kunderne, og derfor passer vi fantastisk godt sammen, mener adm. direktør i Sparekassen Kronjylland, Klaus Skjødt.
NEM Forsikring er da også blandt branchens bedste, når man måler kundetilfredshed, selv om de ikke agerer som et klassisk forsikringsselskab med kørende assurandører. I stedet klarer de sammen med kunderne tingene over telefon og internet. Derudover har de en række samarbejdspartnere som eksempelvis organisationer, hvor de sørger for billige og nemme forsikringer til medlemmerne.
Selv om det ikke i dag er et klassisk forsikringsselskab, går rødderne helt tilbage til 1833. Det var dog først i 2011, at navnet blev NEM Forsikring. Det skete i forbindelse med en fusion mellem Midtjysk Forsikring og Forsikring Fyn. Halvdelen af selskabet er fortsat ejet af foreningen bag Midtjysk Forsikring, mens Middelfart Sparekasse og Sparekassen Kronjylland nu hver ejer 25 procent. Adm. direktør i Middelfart Sparekasse, Martin Nørholm Baltser, er glad for, at ejerkredsen er blevet udvidet.
- Vi kender Sparekassen Kronjylland fra flere andre samarbejder, og jeg er helt sikker på, at det her vil styrke NEM Forsikring betydeligt, understreger han.
I Sparekassen Kronjylland tror Klaus Skjødt også på samarbejdet som afgørende for at stå stærkt.
- På leasingområdet har vi også et medejerskab af Krone Kapital, og det har været en succes for både os og vores kunder. Derfor har det været naturligt for os at undersøge mulighederne på andre områder også, og her er forsikring selvfølgelig et oplagt sted at undersøge. Da vi kom til at kigge nærmere på NEM Forsikring, kunne vi se, at værdierne passer, og de er forberedt på den forandring, der er på vej i branchen, forklarer Klaus Skjødt om købet.
Både han og Carsten Møller Pedersen tror således, at forsikringsbranchen kommer til at ændre sig de kommende år.
- De digitale muligheder gør, at der lige nu sker en stor transformation. Der har vi investeret i de systemer og det setup, der sikrer, at vi kan håndtere kundernes ønsker og behov for gode og nemme løsninger. Både med den mere klassiske distribution via samarbejdspartnere og via den rent digitale i datterselskabet NEXT Forsikring, fortæller Carsten Møller Pedersen.
Parterne ønsker ikke at oplyse de økonomiske detaljer i handlen. Yderligere information om købet eller tankerne om forandringen af sektoren kan fås hos:
Direktør i NEM Forsikring Carsten Møller Pedersen på 8651 7779
Adm. direktør i Sparekassen Kronjylland Klaus Skjødt via 8912 2413
Fakta
NEM Forsikring A/S
Stiftet i 2011 ved en sammenlægning af Midtjysk Forsikring og Forsikring Fyn. Rødderne når derfor helt tilbage til 1833.
Har de seneste år haft en markant vækst både i NEM Forsikring og datterselskabet NEXT Forsikring, der er et rent internetbaseret selskab. Er hjemmehørende i Skanderborg.
NEM Forsikring er delvist ejet af foreningen bag Midtjysk Forsikring, mens Middelfart Sparekasse og Sparekassen Kronjylland efter handlen hver ejer 25 procent.
Sparekassen Kronjylland
Danmarks største sparekasse og blandt landets 10 største pengeinstitutter.
Gennem den finansielle og samfundsøkonomiske krise har Sparekassen Kronjylland gennemført opkøb af og sammenlægninger med andre pengeinstitutter. Senest er der desuden åbnet flere nye afdelinger. Sparekassen har i dag cirka 140.000 kunder, cirka 650 medarbejder og 46 afdelinger.
Hovedsædet ligger i Randers, men markedsområdet dækker en stor del af Jylland samt hovedstadsområdet og Holbæk på Sjælland.