Sparekassen vil have alternativ til Totalkredit lån

De seneste dage har gjort det klart for Sparekassen Kronjylland, at det er nødvendigt at have andre muligheder end Totalkredit-lån på hylderne til boligejerne. I første omgang lancerer Sparekassen et boliglån, der er et reelt alternativ til de flekslån, der med den seneste prisændring fra Totalkredit er steget mest. Derudover vil Sparekassen fremadrettet kigge på andre muligheder for at skabe attraktive alternativer for sine kunder.

På eksempelvis investeringsområdet samarbejder Sparekassen i dag med flere forskellige investeringsforeninger og udbydere, fordi vi netop ønsker at give vores kunder flere muligheder. Det er blevet meget tydeligt, at det samme behov også eksisterer på boligområdet.

Samarbejdet med Totalkredit har gennem 25 år været med til at sikre danskerne og ikke mindst Sparekassens kunder en billig og attraktiv boligfinansiering. Det fællesskab er Sparekassen fortsat glad for at være en del af, og vi respekterer naturligvis de aftaler, der er lavet. Vi tror således også på, at det fremover vil vise sig at have konkurrencedygtige produkter. Vi vil blot ved siden af det skabe nogle reelle alternativer, så kunderne har flere valg.

De største stigninger ved den aktuelle prisændring rammer kunder med flekslån, og derfor kan de lægge om til det nye attraktive boliglån uden omkostninger til Sparekassen. Der kan dog være andre omkostninger eksempelvis kurstab forbundet med en omlægning, derfor bør det ske efter rådgivning af din rådgiver, så beslutningen tager hensyn til din samlede økonomi. Vi forventer at have boliglånet klar om få dage.