Foreningsånden er fit for fight

Selvom Randers gymnastiske Forening gennem årene flere gange er vokset ud af sine egne gymnastiksko og løbende udvider med nye hold og flere træningstider, så lever foreningsånden i bedste velgående.


Balancegangen mellem en stor forretning og en forening, der er i kontakt med sine medlemmer er således en disciplin, RgF mestrer til fulde. Det mener i hvert fald den trofaste sponsor, Sparekassen Kronjylland, der i årtier har støttet, fulgt og samarbejdet med foreningen:

− RgF er et mønstereksempel på en forening, der hele tiden formår at udvikle sig og have det på hylderne, som medlemmerne efterspørger. Vel at mærke uden at gå på kompromis med kvaliteten og den fælles foreningsånd. Netop foreningsånden er så vigtig, for det er i sidste ende den, der binder det hele sammen, lyder det fra Jan Nyvang, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling på Mariagervej.

Den bold er Torben Kjeldsen, klubbens forretningsfører og bedre kendt som “Totte”, ikke sen om at gribe:

− Foreningsånden har alle dage været vores livsnerve, og vi gør derfor meget for at styrke den, supplerer Totte.

Målrettet ungdomsindsats

− Som så mange andre foreninger har vi også i RgF oplevet, at medlemmer begynder at falde fra, når de nærmer sig teenageårene. Det er en kendt udfordring at kunne fastholde den medlemsgruppe, men i RgF har vi ikke stiltiende accepteret ungdomsflugten. Vi har i stedet lyttet til, hvad den gruppe af unge, der egentlig gerne vil fastholde sporten, efterspørger. Det har ført til, at vi har opprioriteret et netværk, hvor de unge mødes flere gange om året på tværs af discipliner. Vi har tre forskellige arrangementer i løbet af året. Vi har blandt andet været på skøjtebanen, haft sommeraktiviteter med grill-hygge og RgF Youth 2.0, som er aktiviteter i RgF Hallen med overnatning, da vi har erfaret, at de unge i høj grad danner relationer gennem oplevelser. Efterhånden oplever vi faktisk, at nogle af de, der på papiret måske ikke længere hører til i denne gruppe, vælger at blive, fordi sammenholdet er så unikt og givende, fortæller Totte.

I det hele taget er det vigtigt i en forening at have medlemmer, trænere og hjælpere, der brænder for sporten og foreningen:

− Vi kan ikke udvikle vores forening uden rollemodeller, der har mod og energi til at gå foran. Samtidig skal vi huske på, at alle bidrag er med til at skabe foreningen. Det gælder uanset, om man sætter telt op eller står i hallen, minder Totte om.

Parløb fortsætter

Parløbet mellem Sparekassen Kronjylland og RgF har mange år på bagen, og sponsorsamarbejdet er for nylig blevet forlænget til og med 2017.

– Vi ser en stor værdi i at samarbejde med RgF og glæder os over at have en innovativ samarbejdspartner, der deler vores egne værdier om at være til stede for de mange og gøre en lokal forskel. Derudover er det en fornøjelse at være engageret i et sponsorat, der ikke går ud på at lukke huller i klubkassen, men som går til nytænkning og udvikling af foreningen. Vi er dermed hele tiden med til at danne fundamentet for de fremtidige tiltag, fortæller Jan Nyvang.

RgF er som altid en aktiv udøver i det randrusianske byliv. I løbet af Randersugen byder foreningen blandt andet alle op til crossdance, parkour, spinning og power fit i Tronholmparken, ligesom de arrangerer Harbour Challenge Randers lørdag 13. august. I uge 26 og 31 stod den på Sparkron SportCamp for de 7- til 13-årige.