Stort DM i floorball i Randers
Lørdag 16. april danner Arena Randers rammen om DM i floorball. Der er tale om et brag af en floorballfest, idet Dansk Floorball Union fra og med i år giver arrangementet et ansigtsløft og omdøber det til Superfinale.
Både danmarksmestrene for herrerne og damerne bliver kåret på dagen, og der vil blive spillet både bronzekamp og finale.
Stævnet bliver også besøgt af en masse unge floorballspillere, idet der samtidig afvikles Super Kid-stævne, hvor hele 43 hold bestående af otte børn deltager.
Lokal støtte
Det er Randers Raptors Floorball Club, der er værter, og flere lokale virksomheder støtter op om arrangementet. Sparekassen Kronjyllands gavefond har valgt at støtte stævnet med 10.000 kroner:
− I Sparekassen vil vi med donationen fra vores gavefond gerne være med til at støtte en sport i udvikling. Floorball er en sportsgren i vækst både i Randers og på landsplan, og DM vil helt sikkert være med til at skabe yderligere opmærksomhed, lyder det fra Casper B. Østergaard, der er erhvervsrådgiver i Sparekassens afdeling i Bjerringbro og selv aktiv floorballspiller i Randers.