42 nye sangbøger
Sparekassen Kronjyllands gavefond har givet nye sangbøger til menighedsrådet i Mariager.
Det gamle kloster i Mariager er sognehus og i forskellige sammenhænge samlingspunkt for mange mennesker. Ofte bliver der sunget i klosteret, og da de hidtidige sangbøger var forældede, er Mariager Sogn meget glade for nu at have fået et stort sæt nye bøger:
− De gamle sangbøger var forældede udgaver, så det glæder os meget, at vi nu har tidssvarende bøger i form af den nyeste udgave af højskolesangbogen. Sparekassen har ligeledes forsynet os med et tilhørende nyt nodehæfte, så vi nu er helt opdateret på sangfronten. Vi har mange aktive sangere, så bøgerne falder på et tørt sted. For eksempel har klosteret højskoledag med 60 til 70 deltagere hver fjortende dag, og Ældre Sagen Mariager har et sangarrangement i klosteret senere på måneden. Derudover mødes mange andre i klosteret, hvor de vil få gavn af bøgerne, fortæller Lene Lundsgaard, der er medlem af menighedsrådet.
− Med de 42 sangbøger ønsker Sparekassen at støtte aktiviteterne i Mariager Kloster. Vi vil gerne være med til at gøre en forskel i det lokalsamfund, som vi er en del af, og jeg er sikker på, at vi med bøgerne kommer til at gøre en positiv forskel både for de mange sangglade i Mariager Sogn og for de mange mennesker, som overværer sangene. De nye sangbøger vil uden tvivl skabe en større sangglæde og samtidig sikre, at sangerne har de nyeste sange til rådighed, forklarer Sven Kjærgaard, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdelinger i Mariager og Assens.
Mariager Kloster er blevet så glad for de nye sangbøger, at det selv har været ude at investere i 20 eksemplarer mere.