Hal-ur til Bjerringbro Idrætspark
I forbindelse med en tilbygning har Bjerringbro Idrætspark samlet sponsorater ind fra både lokale virksomheder og private. I den sammenhæng har Sparekassen Kronjylland valgt at sponsere et hal-ur til den nye multihal.
Hallen som samlingspunkt
− Et hal-ur er for de fleste brugere − uanset sportsgren − en selvfølge i en hal. Det er dog samtidig en bekostelig investering på 26.000 kroner, som vi er meget glade for, at Sparekassen Kronjylland har doneret, lyder det fra centerleder Keld Schytt Nielsen.
Sparekassen Kronjylland er stolt over at være med til at støtte hallen og glæder sig over den positive udvikling i Bjerringbro Idrætspark. Hallens opbygning tillader fleksible løsninger, og multihallen kan således underopdeles med hejse-/foldevæg for at udnytte muligheden for flere aktiviteter i hallen samtidigt.
− Vi ser multihallen som et stort aktiv for Bjerringbro og omegn. Den ikke bare samler forskellige sportsudøvere og motionister på tværs af sportsgrene og interesser, men er samlingssted for hele området, fortæller souschef i Sparekassen Kronjylland i Bjerringbro, Anders Møller Steffensen.
− Som lokal Sparekasse vil vi meget gerne bakke op om hallen ved gennem vores gavefond at give et halur, som stedets mange brugere og gæster kan få gavn af. Derudover glæder vi os meget over den lokale opbakning, som hele Bjerringbro Idrætsparks oplever. Med også wellness- og spafaciliteter har vi her et tilbud i særklasse, som uden tvivl er med til at gøre Bjerringbro mere attraktiv både at bo i og besøge, slutter souschefen.