Pension og arv blev krydret med tapas og neglelak

Det blev en anderledes pensionsaften, da Sparekassen Kronjylland i Mariager ryddede afdelingen for mænd og inviterede byens kvinder til pigeaften.

− Vi ved, at rigtig mange kvinder gerne vil vide mere om, hvordan de er stillet, og hvad de har af muligheder inden for pensions- og arveområdet. Vi ved samtidig også, at det kan være et lidt tørt område at komme i gang med. Derfor havde vi inviteret vores pensionsrådgiver forbi til på en forståelig måde at ridse de store linjer op. Det krydrede vi med lækker tapas og interessante stande fra Det Skønne Hjørne, Juul’s Friske Fødder og Blomsteriet, så vi kom godt rundt i kvindeuniverset, fortæller Anne Sofie Lindhard Riise, der er kunderådgiver i Mariager.

De besøgende kvinder blev således ikke bare klogere på deres økonomiske muligheder, men også forkælet med prøver på neglelak og body olie, ligesom de blandt andet fik demonstreret venepumpeøvelser og blev inspireret til årets juledekorationer.

− Det var super at møde kvinderne i uformelle rammer, og jeg er ikke i tvivl om, at de satte stor pris på den måde, vi havde sammensat aftenen på. Spørgelysten var stor under det faglige oplæg, og flere skulle efterfølgende hjem og have taget stilling til diverse forhold i deres økonomi, fortæller Anne Sofie Lindhard Riise.