Årets Skulderklap
Ester blev årets ildsjæl i Vorbasse og har derfor modtaget Årets Skulderklap.
Hun plejer at tage det tunge slæb og være den, der skaber glæde og inspiration for andre. Mandag fik Ester Thisgård fra Vorbasse sig noget af en overraskelse. Nu var det hende, der blev sat fokus på og hende, der skulle gøres noget for: Hun fik Årets Skulderklap 2015 i Vorbasse.
− Du søger normalt ikke rampelyset, og derfor har du måske i endnu højere grad fortjent, at vi nu sætter spot på dig, lød det blandt andet fra afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland H.C. Christensen, da han mandag kunne overrække Årets Skulderklap til Ester Thisgård i Vorbasse Fritidscenter.
Aktiv motionist
Ester var blevet valgt til skulderklappet for sin store indsats for Vorbasse. For hendes store engagement som underviser og leder af motionsgymnastik gennem hele 45 år, for sin indsats med pensionistsvømning, ”gå-i gang” og pilefletaktiviteter. Men også for sit arbejde med hjertestierne.
Som H.C. fortalte: − I prisudvalget var vi ikke i tvivl om, at blandt årets kandidater var du den helt store ildsjæl. Du hjælper stort set til alle steder og skaber smil og glæde omkring dig. Du er en af de personer, der er så vigtige for vores område, og det kan vi ikke anerkende nok. I Sparekassen Kronjylland synes vi, at sådan en indsats fortjener et skulderklap. Du får derfor Årets Skulderklap 2015 og en gavecheck på 5.000 kroner.
H.C. pointerede, at der ikke blot var tale om et skulderklap fra Sparekassen, men fra hele Vorbasse.
Sparekassen Kronjylland har siden 1998 hvert år sat fokus på personer, der gør noget særligt for Vorbasse ved at uddele Årets Skulderklap.