Nye t-shirts skaber opmærksomhed
Nu kan man se de aktive medlemmer af løbeklubben >>Løb i Vorbasse<< i nye t-shirts med det muntre slogan ”Vorbasse – værd at løbe efter” printet på ryggen.
- Vi har fået så meget positiv opmærksomhed, i de uger vi har haft de nye t-shirts. Både når vi løber i Vorbasse, og når vi deltager i løb rundt om i området, bliver folk fanget af trøjerne og kommer hen for at spørge til klubben og byen, fortæller Mads Trærup Nielsen, formand for Løb i Vorbasse.
En af sponsorerne bag de nye t-shirts er Sparekassen Kronjylland.
- I Sparekassen mener vi, at det er vigtigt at bakke op om det sunde, aktive liv i vores lokalområder. Derfor støtter vi gerne projekter som det her, der er med til at skabe holdånd og gøre det endnu sjovere at dyrke motion. Vi håber, at de nye t-shirts kan være med til at styrke holdånden og glæden ved at løbe sammen i klubben, fortæller Rita Nielsen, rådgiver i Sparekassen Kronjylland i Vorbasse.