Tusindvis af sponsorkroner til svømmeafdeling
Sparekassen Kronjylland har forlænget sit sponsorat med svømmeafdelingen i Lystrup Idrætsforening. Klubbens medlemmer kan selv være med til at trække endnu flere penge til svømmeafdelingen.
Bliv kunde i Sparekassen Kronjylland og få 1.000 kroner med til din idrætsklub. Sådan lyder tilbuddet fra Sparekassen Kronjylland, som netop har forlænget hovedsponsoratet med LIF svømmeafdeling.
- Vi vil gerne være med til at give nogle penge tilbage til lokalsamfundet. Lystrup er en spændende by med en meget aktiv idrætsforening, og det store stykke arbejde vil vi gerne bakke op om, siger Per Bang Danielsen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Egå.
Som hovedsponsor giver Sparekassen Kronjylland et økonomisk tilskud til svømmeafdelingen men kvitterer altså derudover med ekstra 1.000 kroner pr. ny kunde, som er medlem af LIF svømmeafdeling.
- Vi håber selvfølgelig at få nogle nye kunder, selvfølgelig gør vi det. For os er det ny måde at støtte en lokal idrætsforening på, og vi er meget spændte på at se, hvor mange ekstra sponsor-kroner medlemmerne kan ”samle sammen” til deres klub, siger Per Bang Danielsen.
Masser af aktiviteter for medlemmerne
De ekstra penge fra hovedsponsoren vil helt sikkert komme medlemmerne til gode, lover formand Camilla Jørgensen.
- Pengene fra Sparekassen Kronjylland betyder, at vi kan gøre nogle ekstra ting for vores medlemmer. Vi prøver på både at forny os og tænke os om, og det betyder blandt andet at faciliteterne skal være i top, instruktørerne skal uddannes og vi skal kunne tilbyde nogle spændende aktiviteter. Det skal være spændende at komme i Lystrup svømmehal, siger Camilla Jørgensen.
Formanden nævner en udsolgt wellness-aften 23. maj og en familiedag 29. maj som nogle af de tiltag, klubben gør for medlemmerne. Svømmeafdelingen i LIF er i øvrigt Danmarks andenstørste med over 2.000 medlemmer.