Ny hovedsponsor til HC Midtjylland
Sparekassen Kronjylland er kommet til Herning og har underskrevet samarbejdsaftale med HC Midtjylland.
Sparekassen Kronjylland har sagt ja til en treårig samarbejdsaftale med håndboldklubben HC Midtjylland. Dermed har HC Midtjylland igen en hovedsponsor, der kan være med til at understøtte den positive udvikling, som klubben er inde i.
- Vi er meget glade for, at vi i Sparekassen Kronjylland har fundet en professionel virksomhed, som kan se en værdi i at gå ind i et tæt samarbejde med HC Midtjylland, fortæller Per Egebjerg, formand for HC Midtjylland.
Dialogen om det nye hovedsponsorat begyndte onsdag i uge 41, og i løbet af kort tid fandt parterne ud af, at alt passede sammen, og dermed var grundstenen lagt til et samarbejde, der oven i købet træder i kraft med tilbagevirkende kraft. Kontrakten gælder således fra sæsonstart, selv om der allerede er spillet seks kampe.
- Sparekassen Kronjylland er en partner, der kan se potentialet i HC Midtjylland, og som er interesseret i en langsigtet fælles udvikling af samarbejdet. Det giver os et unikt udgangspunkt og ro til det fremtidige arbejde, slår Per Egebjerg fast.
Også Sparekassen Kronjylland ser store muligheder i den nye aftale.
- HC Midtjylland og Sparekassen Kronjylland er et perfekt match. I Sparekassen er der en lang tradition for at gå aktivt ind i samfundet og gøre en forskel ved at støtte op om spændende lokale projekter, og det er HC Midtjylland helt klart. Derfor er vi meget glade for, at muligheden bød sig, forklarer Benny Nielsen, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Herning.
Sparekassen Kronjylland er netop kommet til Herning, da de 1. oktober overtog Morsø Banks afdeling i byen, og allerede nu sætter de altså et tydeligt aftryk.
- Og det her er ikke bare en hurtig idé for at blive kendte. Det viser vi også ved, at vi har indgået en treårig aftale. Et samarbejde på dette niveau skal have tid til at modnes, og vi glæder os til at få arbejdstøjet på. Jeg er helt sikker på, at det bliver et samarbejde til glæde for både HC Midtjylland og os, understreger Benny Nielsen.
Arbejdstøjet skal blandt andet bruges i forbindelse med, at Sparekassen Kronjylland går ind i arbejdet med for alvor at få erhvervsklubben op at stå. Det har de blandt andet erfaring fra som hovedsponsor i håndboldklubber som Århus Håndbold, Randers HK og Stoholm Håndbold.