Støtte til KFUM/KFUK i Vorup
"Der skal også være plads til Bruce Willis"
Medlemmerne hos KFUM/ KFUK Randers kan nu se film i storformat. 5.000 kroner fra Sparekassen Kronjyllands Gavefond er gået til en projektor og lydudstyr, så der fremover kan vises film i klubhuset i Vorup.
Den kristelige forening står for andet og mere end forkyndelse af Guds ord. I KFUM/KFUK i Vorup er der masser af plads til andre aktiviteter.
- Vi vil gerne prøve at skabe noget liv i huset. De unge skal mærke, at det her er et sted, hvor de bare kan dumpe ind, og hvor de er meget velkomne til at bruge huset, fortæller Preben Rabjerg Jørgensen, kasserer i KFUM/ KFUK Randers.
Sparekassen - en aktiv medspiller
Sparekassens Gavefond har netop doneret 5.000 kroner til foreningen. Penge, som meget målrettet er gået til indkøb af en projektor og lydudstyr til et fællesrum i den nyrenoverede villa på Jægergade, hvor foreningen holder til.
- Sparekassen støtter meget gerne foreninger i vores lokalområde. En forening som KFUM/KFUK laver et godt stykke arbejde som er til glæde for rigtigt mange mennesker i Randers. Ved at støtte foreningen vil vi selvfølgelig meget gerne signalere, at Sparekassen Kronjylland er en aktiv medspiller her i lokalområdet, siger Poul Vestergaard, souschef i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Kristrup.
KFUM/KFUK Randers har 130 medlemmer, og der sker mange forskellige ting i huset på Jægergade; blandt andet Ten-Sing, som er en gruppe unge, der mødes for at synge.
- Vi opfatter os selv som en moderne forening, som kommunikerer på en moderne måde. Det er også en af årsagerne til, at vi har købt en projektor for pengene fra Sparekassen. Det hele skal ikke gå op i forkyndelser. Vi ønsker at være et sted, hvor de unge mennesker kan komme og se en film med Bruce Willis, hvis det er det, de har lyst til, siger Preben Rabjerg Jørgensen.