Tilsyn sagde ja til Tved
Skiltene på Sparekassen i Tved kommer nu til at bære navnet Sparekassen Kronjylland, men ellers er det meste som hidtil i den lokale sparekasse, selv om Finanstilsynet netop har godkendt sammenlægningen af Tved Sparekasse og Sparekassen Kronjylland.
- Vi er jo stadig de samme lokale medarbejdere, som vores kunder kender, og vi deltager også fortsat aktivt i lokalsamfundet, som afdelingsdirektør Morten Hvid konstaterer. Han er dog glad for, at den endelige godkendelse nu er på plads.
- Der er ingen tvivl om, at vi glæder os til at blive en del af Sparekassen Kronjylland. Det giver os mulighed for at prioritere tiden på vores kunder i stedet for lovkrav og administrative byrder.
Stor opgave i vente
I første omgang venter dog en større opgave, da kunderne skal flyttes fra de nuværende systemer over til Sparekassen Kronjyllands. Her bliver der nedsat en gruppe af medarbejdere fra Sparekassens hovedsæde samt nogle af de øvrige afdelinger.
- Dermed kan vi fortsat yde fuld service til kunderne, vi tager så nogle lange dage, hvor vi arbejder igennem, men det skal nok blive sjovt og være med til at give yderligere sammenhold, vurderer Morten Hvid.
Da der er tale om en sammenlægning, skal der i langt de fleste tilfælde ikke laves nye lånedokumenter og lignende, som kunderne ellers skulle underskrive.
- Men desværre skal alle have nye kontonumre og nye dankort. Vi vil naturligvis gøre alt for, at det giver så få gener som muligt, og jeg er helt sikker på, at alle på længere sigt vil få glæde af denne sammenlægning, understreger Morten Hvid, der samtidig lover at holde kunderne godt informeret i forløbet.
Med godkendelsen af sammenlægningen har området omkring Tved også fået en ny fond, der har et millionbeløb at gøre godt med. Vedtægterne for fonden og en fondsbestyrelse skal godkendes og vælges på det sidste repræsentantskabsmøde i Tved Sparekasse, hvor også det sidste selvstændige regnskab skal godkendes.