
God til erhvervskunder og ledelse? Så er du måske vores nye erhvervskundechef til vækstafdeling i Roskilde
Vi er på udkig efter en erhvervskundechef, der vil være med at sørge for, at vi får endnu flere erhvervskunder i Roskilde - og samtidig har lyst til at være en del af en sparekasse med stærke værdier.
Du kan glæde dig til at drive og udvikle et velfungerende erhvervsteam og skabe grundlag for en ansvarlig og sund vækst. Det skal du blandt andet ved at balancere rollen som spillende træner og strategisk sparringspartner – samtidig med, at du bidrager til at sikre en attraktiv arbejdsplads, der tiltrækker, fastholde og udvikler dygtige medarbejdere på erhvervsområdet. Afdelingens trivselsmåling er for 3. år i træk blandt den absolutte top i Sparekassen Kronjylland (det siger ikke så lidt!), så du kan glæde dig til at blive en del af et skib, der efter blot 3-4 år allerede har godt styr på retningen.
Som afdelingens erhvervskundechef får du det samlede faglige og ledelsesmæssige ansvar for erhvervsteamet i Roskilde. Det betyder, at du bliver direkte leder for to senior erhvervsrådgivere, en assisterende erhvervsrådgiver og en kundemedarbejder. Derudover bliver du en del af afdelingens ledelsesteam og vil referere til afdelingsdirektøren, ligesom du bliver en del af vores stærke ledergruppe på Sjælland. Du får dermed gode lederkolleger at udvikle dig selv, teamet og Sparekassen sammen med.
Lederjob med fingeren på pulsen
Du bliver et vigtigt fagligt anker i afdelingen og en synlig sparringspartner for både erhvervsteam og -kunder. Det bliver du i et interessant markedsområde og i en afdeling, hvor vi både har privat og erhverv under samme tag – og er et godt miks af både erfarne, garvede og yngre rådgivere. Det giver en fed dynamik og et inspirerende fagligt miljø.
Da jobbet både indeholder ledelse, rådgivning af spændende erhvervskunder og tiltrækning af nye forretningsmuligheder, er her et job, hvor du på alle måder kan have fingeren på erhvervspulsen i Roskilde og kan udvikle både dig selv, dit team og vores forretning.
Sådan bliver du en succes i jobbet
Efter de første 100 dage føler du dig hjemme i Sparekassen Kronjylland. Du er trukket i førertrøjen for dit team og er i fuld gang med at lægge en plan for jeres videre udvikling. Det lykkes, fordi:
- Du har gennemført vores onboardingprogram og er samtidig blevet introduceret til ledelsesopgaven hos os. Med din lyst til at skabe stærke relationer og resultater er Sparekassens værdier hurtigt blevet en del af din hverdag.
- Du er med til at profilere vores afdeling og det, vi kan, over for både bestående og potentielle kunder. Du er blandt andet begyndt at få en god fornemmelse for, hvilke af byens netværk det giver værdi at deltage i. Har du på forhånd lokalkendskab eller -indsigt, er det i øvrigt en fordel, men ikke et krav.
- Du har skabt en høj grad af tillid hos dit team, da du har brugt energi på at forstå medarbejderne personligt og fagligt. Det har sammen med din passion for at arbejde med inspiration og motivation gjort det let for dig at sætte en retning for teamets udvikling.
- Du er fagligt stærk på erhvervsområdet og har mange års erfaring med at opfylde kundernes behov for opmærksom, hastighed og høj kvalitet. Du har samtidig stor indsigt på kreditområdet og sparrer allerede med erhvervsrådgiverne på kreditområdet, ligesom du er ved at oparbejde et tæt samarbejde med kollegerne i kreditafdelingen.
Om et år bidrager du proaktivt til at fastholde afdelingens høje kunde- og medarbejdertilfredshed og skaber resultater for afdeling, medarbejdere og kunder. Det gør du særligt, da:
- Du er drevet af ordentlighed og resultater. Du har derfor taget ansvaret for at sikre, at vores erhvervskunder altid mødes med kompetent rådgivning og stærke forretnings- og kreditmæssige kompetencer.
- Du er med til at implementere nye tiltag og følger naturligt op på de fastsatte mål, handlingsplaner og forventninger til afdelingens forretningsmæssige vækst. Sammen med afdelingsdirektøren sikrer du samtidig, at teamet arbejder godt sammen og eksekverer på strategien.
- Du leder med empati og er tydelig i dine forventninger til både erhvervsrådgivere og -kunder. Selv varetager du kundeansvaret for op til cirka 15 prioriterede erhvervskunder, som oplever, at du er tilgængelig, og at de hører uopfordret fra dig.
- Du sikrer fremdrift i både kreditsvage og -stærke kunder. Der ligger en klar kreditstrategi, og vi er altid tydelige i vores kommunikation og krav til kunderne.
I Roskilde praktiserer vi hyppig faglig sparring og tillid under ansvar, mens vi altid har plads til højt humør. Vi hjælper hinanden og passer godt på hinanden. Det betyder blandt andet også, at vi prioriterer en åben dialog, hvor medarbejderne kan komme til ledelsen med både stort og småt. Resultater er i øvrigt noget, vi skaber sammen som et hold. Det er sammen med stærke relationer en vigtig værdi i Sparekassen Kronjylland.
Bliv en del af en stærk organisation
Sparekassen har de seneste år åbnet flere nye afdelinger rundt i landet – ikke mindst på Sjælland, hvor vi med den kommende åbning i Helsingør nu har 10 afdelinger på Sjælland. Derudover skaber vi gode resultater. Ifølge den seneste kundeundersøgelse fra analysebureauet EPSI har vi landets mest tilfredse bankkunder – både på private og erhverv! Vi er dermed en stor, ambitiøs organisation, og vi har mange forskellige jobmuligheder - også hvis du eller dine medarbejdere på den lange bane får nye interesser eller vil udfordres på nye områder.
Jobbet er kun ledigt, fordi vores tidligere erhvervskundechef er blevet afdelingsdirektør i en af vores andre afdelinger. Udover at invitere dig med ombord i erhvervsteamet har vi også planer om at udvide teamet med endnu en erhvervsrådgiver. Vi er dermed helt klar til at give vores erhvervsaktiviteter fuld gas.
Klar til et spændende job med ansvar, indflydelse og fleksible rammer, der levner plads til også at balancere privat- og familieliv? Så kom og skru endnu mere op for vores erhvervsrådgivning i Roskilde sammen med os!
Vi ser mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset køn, alder, seksuel orientering, religion, handicap, politisk overbevisning samt socialt og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Ansvar, udfordringer og fællesskab
Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 800 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.
Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab samt medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar.
Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.
Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.