Hænderne ryster. Sveden pibler fra panden. Simon rykker tættere på skærmen. Bare ét mål. Kom nu! Stemningen er munter i klubhuset, hvor alle følger interesseret med i Champions League-finalen mellem Barcelona og Juventus – men ingen så intensivt som Simon.

Det er den 6. juni 2015. Den dengang 22-årige Simon Gregersen ser kampen sammen med sit fodboldhold i klubhuset, mens de hygger.

Ingen af de andre ved, at kampens udfald betyder lidt ekstra for Simon. Han har penge på højkant. Ikke mange penge – faktisk bare 200 kroner – men da et andet sportsresultat tidligere på dagen er gået hjem, står han til at vinde næsten 7.000 kroner, hvis Barcelona scorer ét mål mere og vinder præcis 3-1.

Han kan slet ikke være i sin egen krop af spænding. Holdkammerater taler til ham, men han hører dem ikke. Syv minutter inde i dommerens tillægstid kommer så forløsningen. Barcelonas Neymar modtager bolden i feltet og lægger den fladt forbi Buffon i Juventus-målet. Kampen bliver fløjtet af lige bagefter. Simons Oddset-kupon er gået hjem.

- En kulmination af lykke strømmer igennem min krop. Jeg bliver ellevild og hopper og danser af glæde, fortæller Simon Gregersen.

Dagen står lysende klart i hans hukommelse her mere end ti år senere. Ikke fordi det er den dag, han har vundet mest på spil – og det er slet ikke den dag, han har haft mest på højkant. Men han husker den glæde, der strømmede igennem ham. Den følelse, han har jagtet halvdelen af sit liv.

Fortæller aldrig om sine tab

Simon husker, at han den Champions League-aften bagefter stolt viste sin Oddset-kupon frem i klubhuset og endda lagde den på Facebook for at vise andre sine oddset-evner – men også, at han intet havde sagt til nogen om sit spil, før væddemålet gik hjem.

Simon var nemlig allerede med egne ord ”galoperende ludoman”. Og som ludoman fortæller man som regel aldrig om de penge, man taber – kun om dem, man vinder.

I dag er Simon 32 år, og han har med egne ord haft et problematisk forhold til spil, siden han var 16 år. Det er længe siden, at det var nok for ham at spille 200 kroner på et væddemål. Han kan heller ikke længere vente 90 minutter på resultatet af en fodboldkamp. Det går for langsomt. I stedet spiller han for eksempel på tennis, hvor man via live-odds kan spille på, hvem der vinder det næste parti. Det tager få minutter.

Hør Simon fortælle om øjeblikket i 2015, da Neymar scorer, og han vinder 7.000 kr.
Artiklen fortsætter efter videoen.

Når Simon spiller, fylder spillet alt fra det øjeblik, han vågner, til han går i seng – ja, selv om natten sover han dårligt, fordi han ofte har et spil kørende. Hele dagen går med at tjekke live-odds – uanset hvor han er.

- Hvis jeg for eksempel er til en fødselsdag – hvis jeg da ikke har aflyst for at spille – går jeg konstant på toilettet for at følge det spil, jeg har kørende, fortæller han.

Kan være en lettelse at tabe

Det konstante spil i løbet af en dag resulterer i konstant stress.

- Kroppen er hele tiden i den der kæmp-flugt-tilstand. Hele tiden stresset. Når jeg til sidst ikke har flere penge, kan det faktisk nærmest være en lettelse, for nu kan jeg ikke spille mere. Så kan jeg ligesom puste ud. Når spillet kører, er det det eneste, jeg tænker på. Det er virkelig hårdt, siger Simon.

Lettelsen varer dog kun, indtil det går op for Simon, at han bliver nødt til at skaffe flere penge på en eller anden måde, så han kan vinde det tabte tilbage. Ofte har han siddet vågen om natten op til lønningsdag og ventet på, at der gik penge ind, så han kunne spille – ofte med det resultat, at pengene var væk allerede morgenen efter.

Så er det, at han sender sms’er til sin mor. Sms’er fyldt med løgne og kreative forklaringer på, hvorfor han skal bruge penge her og nu. Ellers må han finde endnu mere drastiske måder at skaffe penge på. Han har lånt penge af skumle typer på nettet. Han har presset sine kærester til at udlevere deres betalingskort. Han har misbrugt nære relationers MitID til at optage kviklån i deres navne.

Forældre har overvejet at afbryde kontakten

Den dårlige samvittighed over for de nærmeste er det, der fylder mest for Simon i dag. Han har kostet dem kæmpe summer og uendelige psykiske kvaler.

- Jeg har gjort forfærdelige ting. Tænk at gå op ad et menneske, der lyver konstant. Det må være frygteligt. Mine nærmeste går og prøver at afkode på mit humør, om jeg har spillet, og om jeg har tabt eller vundet. Når du er ludoman, ødelægger du dig selv, men også dine nærmeste. Du skubber alle væk fra dig, og til sidst sidder du bare isoleret for dig selv, siger han.

Simon ved, at hans egne forældre også har overvejet at slå hånden af ham. Afbryde kontakten for at få fred. Men de kan ikke få sig selv til det. I stedet bliver de ved med at hjælpe ham i håbet om, at der er bedre tider på vej – og for at undgå, at han i desperation gør noget, så han ender i fængsel. Eller det, der er værre. Når han har været længst nede, har Simon også overvejet, om det overhovedet er værd at være her.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Hvorfor bliver han så ved med at spille? Det kan være svært – hvis ikke umuligt – for mennesker uden et spilleproblem at forstå.

- Det er ikke et valg. Det er et misbrug. Det er noget, du som ludoman simpelthen ikke kan stoppe med. Selv når du står helt nede på bunden og nærmest har spillet din familie, din kæreste og alle dine relationer væk, bliver du ved. Jeg vil ikke ønske det her for min værste fjende, siger Simon og fortsætter:

- Det er jo det mest rationelle i verden at sige: ’Jamen, så stop dog, du taber. Det er en underskudsforretning. Huset vinder altid.’ Men din hjerne bliver ved med at sige til dig, at du ikke kan blive ved med at være uheldig. At du vinder næste gang.

Ingen glæde over kæmpegevinster

Det hænder selvfølgelig også, at Simon vinder. Han har vundet kæmpestore beløb – men jo mere han vinder, desto større beløb spiller han. Den berusende følelse, som han oplevede dengang i klubhuset, da Neymar scorede, oplever han derfor ikke mere.

- Jeg når jo sjældent at få pengene udbetalt, fordi jeg allerede har spillet dem op. Hvis et rationelt, normalt menneske vandt 50.000, ville det reagere med: ’Wow, det redder mit år, så kan jeg tage ud at rejse og gøre alt muligt.’ Men der er ingen reaktion fra mig, fordi jeg ved, at jeg kommer til at spille pengene op igen, siger han.

Han har et klart budskab til de unge mennesker, der synes, at pengespil er fedt:

- Det starter som noget socialt, men du ender alene. Det er ikke et værdigt liv. Det er bare ikke det værd at spilde sit liv på at spille alle dine penge op hver eneste måned.