Finanselev i Superligaen

Når Mathias Bersang Sørensen får fri fra arbejde, bliver den glatstrøgne skjorte skiftet ud med fodboldtøj. Sammen med sin klub, Hobro IK, har han netop kvalificeret sig til Superligaen.

Den finansielle verden og fodboldbanerne udelukker ikke hinanden. Tværtimod, mener 22-årige Mathias Bersang Sørensen, der tidligere har spillet for Randers FC. Han drømmer om fodbold i udlandet, men de jyske ben og mulden har gjort, at han sideløbende dygtiggør sig inden for finansverdenen.

Motion af hjerne og ben
− Jeg er finanselev på 2. år i Sparekassen Kronjylland Randers City og samtidig midtbanespiller i Hobro IK, som netop står foran en oprykning til Superligaen. For mig har det været helt ideelt at få lov til at udfolde mig inden for begge verdener, og jeg tror, at det samlet set har styrket mig som person, vurderer Mathias. − Jeg er blevet mødt med mange forskellige udfordringer, og det har trænet mig i at have overblik og prioritere. Det er helt sikkert noget, der også har været med til at modne mig som fodboldspiller, forklarer han.

Tætpakket program
Med et program fra 8 morgen til 8 aften har Mathias et stramt program. Han bor og arbejder i Randers, men træner i Hobro. Når ugen er slut, venter fodboldkampene: – Heldigvis har min arbejdsplads haft en god forståelse for mine ambitioner på fodboldbanen, og jeg har fået lov til hver uge at bruge lidt af min ferie, så jeg har kunnet nå til træning. På samme måde har fodboldklubben været large, når jeg har haft travlt med at skrive fagprøve, forklarer Mathias, der ser det som et stort privilegium, at han kunnet dygtiggøre sig begge steder.

Smagen af Superliga
Drømmen om Superliga er netop lykkedes. Hobro IK ligger på andenpladsen i første division, og Superligaen er en realitet: − Det har været så uhyggeligt spændende. I starten af sæsonen var holdets ambition at levere det bedste resultat for Hobro IK i 1. division til dato. Målet var en 7. plads, husker Mathias.
– Det er helt fantastisk, at drømmen om Superliga nu er blevet til virkelighed. Vi har et hold med et helt enestående sammenhold, og det er en vigtig forudsætning, når der skal præsteres på banen, fortæller Mathias, som glæder sig til, at han til sommer vil hellige sig fodbolden endnu mere. For med smagen af Superliga har nye mål allerede meldt sig. Barren er igen sat op, og drømmen rimer nu på udland.


Cookies meddelelse