Sparekassen Kronjylland støtter Grenås Natteravne

I forbindelse med årets forårsmesse i Grenå kunne den frivillige forening, Natteravnene, glæde sig over at modtage en check på 5.000 kroner fra Sparekassen Kronjyllands Gavefond. Støtten skal blandt andet bruges til indkøb af de kondomer og bolsjer, som de ca. 40 frivillige Natteravne deler ud i forbindelse med deres ture rundt i Grenås natteliv.

 

Frivillige skaber tryghed i nattelivet

Natteravnene er en frivillig, landsdækkende forening, hvis formål blandt andet er at skabe tryghed, samt øge trivsel og integration af unge i det offentlige rum. Det indebærer blandt andet, at de frivillige medlemmer bruger deres weekendaftner på at være synlige og tilgængelige for de unge, der færdes i Grenås natteliv. På den måde kan unge, der oplever, at de får brug for hjælp fra en voksen, nemt komme i kontakt med Natteravnene, der ofte er forældre til unge i samme alder.

- Formålet med Sparekassen Kronjyllands Gavefond er at give støtte til foreninger og projekter, der gavner bredt i vores lokalområder. Natteravnene i Grenå gør en stor indsats for at sikre, at de unge, der går i byen i Grenå i weekenderne, kan færdes mere trygt, og det er en indsats, vi i Sparekassen gerne vil støtte, fortæller kunderådgiver i Sparekassen Kronjyllands Grenaa afdeling, Lone Breum.

Støtte til dialog

- Den støtte vi har fået fra Sparekassen Kronjyllands Gavefond betyder rigtig meget for vores forening. Det er et stort skulderklap, der betyder, at vi har den økonomi, der skal til, for at have Natteravne på gaden i Grenå stort set hver eneste weekend året rundt. Samtidig kan vi sørge for, at de altid har bolsjer og kondomer med i lommerne. Det virker som en god ”ice-breaker”, når vi skal i dialog med de unge. Samtidig giver det os en god mulighed for at komme ud og fortælle om vores indsats, så vi sikrer os, at endnu flere ansvarlige voksne deltager som frivillig i vores forening.
Med en stadig voksende mængde af unge mennesker på byens uddannelsesinstitutioner, betyder vores arbejde, at de kan nyde bylivet, både når de er ude og more sig, og når de går hjem fra byen, fortæller Kenneth Møller Kajhøj, formand for Natteravnene i Grenå.

Med de omkring 40 frivillige, er det muligt for Natteravnene Grenå at være aktive næsten alle weekender året rundt. Samtidig kan de unge også møde Natteravnene til ABC Beach party og andre større begivenheder, hvor de færdes.


Cookies meddelelse