Læg et budget

Det kan være svært at holde snor i udgifterne, hvis man først har mistet overblikket over, hvad man egentlig bruger sine penge på.

Derfor lyder rådet fra Sparekassen Kronjylland: Læg et godt og detaljeret årsbudget i starten af året og giv det et jævnligt eftersyn. Det kan spare dig for kedelige økonomiske overraskelser i løbet af året.

Det kan være noget af en brat opvågnen at starte et nyt år med et nærmere eftersyn af den private bundlinje. Måske blev økonomien det forgange år belastet af tunge uforudsete udgifter, måske bød ferierejsen på ekstra mange fristelser eller måske trængte forbedringer på boligen sig mere på end først forventet. Et godt og detaljeret budget – eventuelt med en budgetkonto tilknyttet – er helt grundlæggende for, at privatøkonomien ikke kommer på slingrekurs i løbet af året. Alligevel har mange en oplevelse af, at budgetlægningen er uoverskuelig – eller måske havde man faktisk lagt budget, som så viste sig ikke at holde.

”Vi møder fortsat mange kunder, der har svært ved at overskue deres egentlige forbrug, eller som måske har givet lidt op, fordi udgifterne løb løbsk. Det er dog aldrig for sent at rette op på et skævt budget, og her efter årsskiftet er det en rigtig god anledning til at komme godt fra start,” siger Thomas Strandgaard Jensen, privatkundechef i Sparekassen Kronjylland.

Hemmeligheden bag et godt budget

Hele hemmeligheden i at lægge et godt årsbudget, der rent faktisk også holder, er at sørge for, at alle poster er med, store som små. Det lyder jo logisk nok – alligevel er det ofte her, det går galt.

”Hvor mange kan sige, at de har et reelt overblik over, hvad de bruger i årets løb, hvis ikke det er lagt ind i budgettet fra starten? Et godt råd er, at bruge den ekstra tid, det tager, første gang et budget skal lægges. Herefter kræver det kun justeringer hen ad vejen – og det betaler sig,” siger Thomas Strandgaard Jensen.

Han anbefaler, at man går alle sine udgiftsposter fra sidste år igennem.

”Brug netbank, Betalingsservice og regninger til at samle posterne sammen. Skriv udgiftsposterne ind i et regneark eller benyt et dynamisk budget, hvor budgetposterne tilføjes automatisk – noget, som mange netbanker giver mulighed for. Herefter er det forholdsvis enkelt at udregne, hvor meget du i gennemsnit skal sætte til side hver måned til årets udgifter,” siger Thomas Strandgaard Jensen.

Med en budgetkonto tilknyttet kan du sikre, at det rigtige beløb er til rådighed hver måned – og at alle regninger bliver betalt til tide. Et budget giver derudover et detaljeret overblik over familiens faste udgifter og en indikation af, hvor der evt. kan være penge at spare.

Thomas Strandgaard Jensen har følgende seks råd til at lægge et godt budget, der holder:

1. Gem regninger i løbet af året, gennemgå bankkonti og Betalingsservice-opgørelser. De ligger til grund for årsbudgettet.
2. Gennemgå netbank og Betalingsservice-opgørelser for evt. overflødige udgifter, der bliver trukket automatisk. Ligger der f.eks. abonnementer til et fitnesscenter, du ikke længere bruger? Er du dobbeltforsikret? Har du en pakke med flere tv-kanaler, end du egentlig se, eller streamingtjenester, du sjældent bruger?
3. Læg budgettet for hele året, så du også får taget højde for de udgifter, der ligger i slutningen af året. Gennemgå hele budgettet én gang om året – og tal evt. med din rådgiver i Sparekassen, hvis du har spørgsmål.
4. Husk at sætte til side til uforudsete udgifter
5. Juster budgettet løbende, når der sker ændringer i dine indtægter og udgifter.
6. Brug budgettet som et værktøj til at prioritere din økonomi og planlægge langsigtet. Det kan f.eks. være, at du drømmer om at tage orlov, rejse eller flytte i ny bolig.


Cookies meddelelse