To nye afdelinger

Erfarne profiler skal stå i spidsen for Sparekassen Kronjyllands hovedstadssatsning.

En afdeling i Lyngby og en i City er de synlige tegn på, at Sparekassen Kronjylland nu for alvor melder sig ind i kampen om hovedstadens privat- og erhvervskunder.

De seneste år har Sparekassen med hovedsæde i Randers haft en afdeling på Frederiksberg, og det er succesen her, der sammen med tiltrækningen af tre profiler får administrerende direktør Klaus Skjødt til at tro på en ny succes.

- Vi kan på Frederiksberg se, at vores holdning om, at kunder skal have en fast personlig kunderådgiver, som du kan ringe direkte til, ikke kun er noget, kunderne vil have i Jylland. Det vil københavnerne også. Da vi nu også har fundet de rigtige mennesker til at løfte vores ambitioner, er det bare med at komme i gang.

Det er således tre meget erfarne profiler, der skal realisere Sparekassens ambitioner om at få en god bid af markedet. Allan Aaskov med en fortid som områdedirektør for Sparbank i København vender efter en periode som administrerende direktør i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse tilbage til hovedstaden som områdedirektør med base i City. Her får han som højre hånd erhvervsdirektør Søren Due Henriksen, der senest har været erhvervskundechef i Spar Nord Bank København. Afdelingsdirektør i Lyngby bliver Mads Lustrup, der de seneste år har været afdelingsdirektør i Spar Nord i Lyngby.

- Derudover er vi allerede nu i gang med at kigge efter de øvrige medarbejdere, og vi oplever stor interesse for at blive en del af den udvikling, vi nu sætter i gang, fortæller Klaus Skjødt, der forventer, at begge afdelinger åbner i maj. Udover de tre afdelinger i Lyngby, Frederiksberg og City har Sparekassen Kronjylland også en Private Banking afdeling i hovedstaden.

Sparekassen er de seneste år primært vokset via opkøb af blandt andet Sparekassen Østjylland og senest Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, men Klaus Skjødt finder tiden moden til også at udvide via nye afdelinger.

- Mulighederne for attraktive opkøb er efterhånden begrænsede, men til gengæld kan vi se, at det er muligt at flytte kunder. Ikke mindst hvis man har de rette medarbejdere og de rette tilbud. For os vil det sige løsninger, der er målrettet den enkelte frem for at putte kunderne i kasser med nogle specifikke produkter. Vi tror på, at den personlige relation mellem mennesker sammen med den personlige rådgivning og service er afgørende, forklarer Klaus Skjødt.

På spørgsmålet om hvad der får ham til at tro på kronjysk succes i hovedstaden, er det da også de ting, han tager frem.

- Det er tydeligt, at mange er trætte af call centre og stive kundesegmenter. Her tilbyder vi noget andet mere individuelt og personligt, og det er jeg helt sikker på, at vi får succes med.

Sparekassen Kronjylland har tidligere luftet tanker om også at åbne i Vejle, Kolding og Esbjerg, og de planer lever fortsat.

- Der er ikke noget konkret endnu, for vi vil som i hovedstaden være sikre på, at vi har de helt rigtige ledere til at stå i spidsen for afdelingerne. Men når vi har det, så er vi også klar. Vi har råd til at udvikle Sparekassen og investere i fremtidig vækst. Hos os er det nemlig ikke bare indtjening det næste kvartal, der tæller. Det vigtigste er, at vi over de kommende år får opbygget en større og stærkere Sparekasse, slår Klaus Skjødt fast.


Cookies meddelelse