95 motorcyklister på tur

Traditionen tro arrangerede Sparekassen Kronjylland i Ørsted i tirsdags MC-tur. Det blev en succes med næsten 100 deltagende motorcyklister.


I år var det 10. gang, at den lokale afdeling af Sparekassen Kronjylland i Ørsted arrangerede MC-tur. Opbakningen var rekordstor, idet 95 motorcyklister på 75 blankpolerede motorcykler kørte ud fra Polden i Ørsted i samlet flok med kundemedarbejder Birgitte Laursen i spidsen.

Jubilæumstur og grillhygge
− De seneste år har deltagerantallet været stigende, og i år satte vi igen rekord. Vi var heldige med vejret, og ruten, der blandt andet gik forbi Løvenholm Gods og Lystrup Strand, forløb rigtig godt. Det var en dejlig tur og en rigtig hyggelig aften, fortæller Joan Hitz, souschef i Sparekassens afdeling i Ørsted.
Turen rundt i Rougsø Herred har tradition for at aflægge besøg i en af Sparekassens øvrige afdelinger, men i anledning af jubilæet sluttede turen i år ved afdelingen i Ørsted. Her stod afdelingsdirektør, Jan Andersen, sammen med sin kone for en lækker grillbuffet, og byens bagermester havde til dagen lavet en imponerende lagkage med billede af den første tur for 10 år siden. Afdelingen i Ørsted kunne heldigvis nemt huse de næsten 100 MC-folk.

 


Cookies meddelelse