Sparekassen Kronjyllands nye organisation på plads

Siden købet af Sparekassen Østjylland er der arbejdet på højtryk, og nu er brikkerne faldet på plads

Siden Sparekassen Kronjylland overtog Sparekassen Østjylland 8. maj, har det stået klart, at der i forbindelse med sammenlægningen skulle ske nogle organisatoriske ændringer. Stregerne er nu slået, og 32 frivillige fratrædelser har betydet, at antallet af fyringer kunne holdes nede på 25. Et lille antal i en så stor sammenlægning.

- Det er altid en svær beslutning at afskedige medarbejdere, men vi har fra starten meldt klart ud, at det er urealistisk at slå to så store organisationer sammen, uden der ville komme afskedigelser. For at gøre processen så skånsom som muligt gav vi medarbejderne et tilbud om en fratrædelsesaftale, og jeg er glad for, at mange har valgt at tage imod dette tilbud, da vi dermed har kunnet holde antallet af afskedigelser på et relativt lavt niveau, fortæller administrerende direktør Klaus Skjødt. Han understreger samtidig, at alle afskedigede bliver tilbudt hjælp til at komme videre – såkaldt outplacement.

Han glæder sig nu til, at organisationen kan se frem og fortsætte den gode vækst, som Sparekassen Kronjylland har været inde i de seneste år.

- Vi står nu med en meget stærk medarbejderstab, og efter en hektisk periode er det tid til, at vi sammen skal fokusere på det, vi egentlig er her for – nemlig at servicere og rådgive kunderne om deres økonomi.

Afdelinger flytter sammen

Det er nu også endeligt besluttet, hvordan sammenlægningerne skal ske i de byer, hvor begge sparekasser havde en afdeling.

- Det giver ikke mening at have to afdelinger med meget kort afstand imellem, derfor har vi her slået afdelingerne sammen. Det giver samtidig nogle større og stærkere enheder, hvilket også vil komme kunderne til glæde i form af flere lokale specialister og rådgivere, forklarer Klaus Skjødt.

Afdelingssammenlægningerne sker på følgende måder:

Pr. 28. juni bliver afdelingerne i Hadsten samlet i Søndergade 8. Frederiksbjerg afdeling og Skt. Pauls afdeling i Aarhus bliver samlet i Jægergårdsgade 100b, og I Grenaa bliver de to afdelinger samlet i Østergade 11. Pr. 23. august bliver afdelingerne i Silkeborg samlet i Vestergade 25. I Horsens bliver det Grønlandsvej 1a, der bliver den fælles adresse. Og endelig i Skanderborg bliver det som tidligere udmeldt i Adelgade 119.

Der har også været stor lokal interesse for, hvad der skal ske med det tidligere hovedsæde i Hammel, og her er det besluttet at placere en række stabsfunktioner, en områdedirektør samt intern uddannelse.

- Sparekassen Kronjylland har nu 44 afdelinger og mere end 600 medarbejdere. Det anser jeg som en god størrelse til at fortsætte den gode udvikling, vi har været inde i. Her handler det i høj grad om at holde fast i, at selv om vi er et stort pengeinstitut, er vi fortsat tæt på vores kunder og lægger stor vægt på imødekommende, troværdig og kompetent rådgivning, understreger Klaus Skjødt.


Cookies meddelelse