Sparekassen Kronjylland er Danmarks bedste arbejdsplads for 3. gang i træk

Afdelingsdirektør til markedet i Trekantområdet med base i Kolding

Du har nu chancen for at omgive dig med ambitiøse kolleger og samtidig blive en del af en stærk og velfungerende ledergruppe. Vi søger nemlig en inspirerende afdelingsdirektør, som sammen med resten af afdelingen kan skabe resultater og fortsat styrke vores position i Kolding og resten af Trekantområdet.

Jobbet er blevet ledigt, da den nuværende afdelingsdirektør fremover skal være erhvervskundedirektør i vores erhvervsafdeling i Aarhus.

 

Som afdelingsdirektør i Kolding skal du:

  • Skabe succes gennem engagerede ledere og medarbejdere
  • Kunne lede og motivere med inspiration og tillid
  • Have lyst til at angribe et stort og spændende markedsområde, hvor du er med til at gøre endnu flere opmærksomme på, hvad vi kan i Sparekassen Kronjylland
  • Sætte dig i førersædet i forhold til vores ambitioner om yderligere vækst i Kolding og Trekantområdet ved at fastholde og tiltrække både kunder og dygtige medarbejdere
  • Skabe stærke relationer til kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere
  • Oversætte Sparekassens strategi til hverdag – og gå foran som rollemodel

Udover at lede afdelingen bliver du overordnet ansvarlig for afdelingens driftsledelse og udvikling. Det sker naturligvis med afsæt i Sparekassen Kronjyllands strategi og værdisæt, som du i særlig grad skal kunne stå på mål for. Afdelingen består af i alt 14 medarbejdere samt en række specialister samt supportfunktioner. Det er dermed et dynamisk hus med over 20 kolleger og ledere, og afdelingen betjener et bredt udsnit af privat-, PB- og erhvervskunder - heraf nogle af områdets store erhvervsvirksomheder.

 

Er du den rette til vores hold?

Ledelse ligger naturligt til dig, og du har flere års erfaring med ledelse. Du har ikke nødvendigvis ledet ledere før, men har i så fald en stor lyst til at tage det næste skridt i din lederudvikling. Hos os bliver du leder for afdelingens erhvervskundechef og privatkundechef, som har alle kollegaerne i direkte reference.

Du skaber resultater gennem samarbejde og har fokus på den enkeltes faglige og personlige udvikling, så medarbejderne trives, udfordres og matcher kundernes behov. Du kan motivere medarbejdere og ledere, så afdelingen fortsat udvikler sig, skaber resultater og oplever succes. I det arbejde er du garant for en åben og ærlig dialog med respekt for og indsigt i forskelligheder. Dine gode kommunikationsevner gør dig også i stand til at oversætte den overordnede strategi til hverdag i afdelingen.

Du har naturligvis også erfaring med rådgivning og salgssparring af erhvervskunder.

 

Du:

  • Er positiv af natur, udadvendt og tillidsskabende over for kunder og kolleger
  • Ønsker at arbejde i et pengeinstitut, hvor vi prioriterer den tætte kundekontakt højt
  • Er god til at skabe og udvikle værdifulde relationer og er samtidig god til at åbne døre til nye spændende kunder
  • Er struktureret og handlingsorienteret og kan lide at tage ansvar
  • Har lysten og evnen til sammen med afdelingens privat- og erhvervskundechefer at være den bærende kraft på salgsfremmende aktiviteter
  • Kan inspirere og udvikle medarbejderne til at yde deres bedste og fungere som et effektivt team med et godt arbejdsklima
  • Er stærk på erhvervsområdet – har du også erfaring med større erhvervskunder, er det en fordel
  • Er initiativrig og bidrager med nye ideer, forslag, netværk og relationer

Derudover brænder du for at udvikle forretningen i nærområdet og for at gøre Sparekassen endnu mere synlig i Kolding og Trekantområdet. Har du et godt kendskab til og netværk i Trekantområdet, er det en fordel.

 

Spændende stilling i en organisation i vækst

Udover at du får ambitiøse kolleger i Kolding, bliver du en del af en særdeles velfungerende ledergruppe på tværs af Sparekassens Område Syd, der dækker Sydjylland og Fyn. Her får du stærke lederkolleger at sparre med, udfordre og udvikle dig sammen med.

Kolding er en afdeling i god trivsel og vækst, og som afdelingsdirektør kan du glæde dig til et stort og spændende markedsområde, der omfatter både Kolding og det øvrige af Trekantområdet, herunder også Haderslev. Særligt på erhvervssiden er det interessant med et markedsområde af den størrelse, og vi har derfor et stort erhvervsteam samt store ambitioner om yderligere vækst. Derudover fungerer afdelingen som områdehovedkontor, og områdedirektøren har derfor også sin base her sammen med en række af Område Syds specialister

Du bliver leder i en selvejende garantsparekasse, der kan tænke langsigtet, og som driver vores forretning i en balance mellem vores interessenter og med stor fokus på ordentlighed. Vi har en stærk familieorienteret forretningskultur, hvor vi har høje amibitoner om arbejdsglæde, og hvor vi kerer os om hinanden. Vi praktiserer en decentral standardiseret struktur med tillid og frihed, hvor der er fokus på tydelige teammål. Vi skaber resultater som et hold, og stærke personlige relationer er vores drivkraft. Vi investerer derfor mere tid i vores kunder end gennemsnittet af vores konkurrenter, ligesom uddannelse, sparring og dialog er en naturlig del af vores løbende samarbejde med og udvikling af ledere og medarbejdere i Sparekassen Kronjylland.

Udover at du får stor mulighed for at påvirke afdelingens videre retning og succes, kan du se frem til fleksible rammer, så balancen mellem dit arbejds-, familie- og fritidsliv harmonerer.

Ansvar, udfordringer og fællesskab

Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 700 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.

Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab og medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar. Vores decentrale struktur giver dig stor indflydelse på dit arbejde og din dagligdag. 

Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.

Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.