Susanne Lykkegaard, der er frivillig rundviser, viser afdelingsdirektør Jan Nyvang fra Sparekassen Kronjylland rundt i bunkeren.

Garant-Millionen

Stor donation skal holde liv i historien om den kolde krig i Randers

Frivillige har i årevis holdt liv i Randers' gamle kommandocentral. Nu får de hjælp til at føre arbejdet videre og give især børn og unge et indblik i den kolde krig.

Under træerne i udkanten af Vestparken i Randers ligger et levn fra en dramatisk periode i vores historie. Her gemmer sig en bunker, der under den kolde krig fungerede som kommandocentral, hvis Randers skulle blive ramt af et bombeangreb.

- Når man træder ind i Kommandocentralen, så træder man ind i en helt anden tid, siger Per Nielsen.

Han er primusmotor blandt de frivillige, der driver stedet og gør det muligt for blandt andet skole- og gymnasieklasser at se og mærke resterne af den kolde krig. Nu modtager de en håndsrækning fra Sparekassen Kronjylland på 50.000 kroner til det vigtige formidlingsarbejde.

- Det er en stor glæde for os. Jeg har været med i frivilligt arbejde i mange år og kan sige, at den slags ikke hænger på træerne, siger Per Nielsen.

De frivillige holder historien i live

Alle større danske byer havde under den kolde krig lignende kommandocentraler. Men da jerntæppet faldt, stod man pludselig med en masse bunkere, som man ikke længere regnede med at få brug for.

Afdelingsdirektør Jan Nyvang fra Sparekassen Kronjylland overrækker donationen til de frivillige, der holder liv i historien i den gamle koldkrigsbunker.

Afdelingsdirektør Jan Nyvang fra Sparekassen Kronjylland overrækker donationen til de frivillige, der holder liv i historien i den gamle koldkrigsbunker. Per Nielsen (tv.) er primusmotor i det frivillige arbejde med at drive ”Kommandocentralen”, og Susanne Lykkegaard (th.) er frivillig rundviser.

Beredskabsinspektør Niels Henrik Nielsen fra Beredskab & Sikkerhed, der har det formelle ansvar for den gamle koldkrigsbunker.

Beredskab & Sikkerhed har det formelle ansvar for den gamle bunker, og her er beredskabsinspektør Niels Henrik Nielsen stolt af, at man ikke har nedlagt den gamle kommandocentral, men i stedet ladet de frivillige bruge den til formidling.

De fleste steder blev de med tiden nedlagt – men ikke i Randers. Her insisterede en gruppe frivillige med Per Nielsen i spidsen på, at minderne om den kolde krig var værd at bevare. Der blev derfor indgået en aftale mellem myndighederne og de frivillige om, at de kunne drive kommandocentralen til formidling.

- I dag er vi virkelig stolte af, at vi tog beslutningen om ikke bare at fylde den med sand. Per og de andre frivillige har virkelig gjort en kæmpe indsats for at holde stedet i live, siger beredskabsinspektør Niels Henrik Nielsen fra Beredskab & Sikkerhed.

Med pengene fra Garant-millionen kan de frivillige give besøgende en endnu bedre oplevelse og sikre, at bunkeren også fremover kan åbne dørene for skoleklasser og andre nysgerrige. Det glæder Jan Nyvang, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland Randers Nordre.

- Det her er et sted, hvor man virkelig kan mærke historien. De frivillige gør et kæmpe stykke arbejde, som vi gerne vil bakke op om, siger han.

Donationen er givet som en del af Sparekassen Kronjyllands Garant-million under temaet "Vores fælles fortællinger”. Det er muligt at besøge Kommandocentralen til åbent hus under Randers Festuge den 13. august.