Fast lav rente - en fantastisk mulighed

Den faste rente på realkreditlån er lav. Det er en god mulighed for alle nuværende og kommende boligejere.

Hvis du vil have sikkerhed for, at renten på dit boliglån ikke stiger, er et fastforrentet obligationslån det rigtige for dig.

Denne låntype giver dig samtidig beskyttelse af friværdien i din bolig i tilfælde af rentestigning. Et obligationslån fungerer på den måde, at hvis/når renten stiger, så falder kursen på dit lån – og jo lavere kursen er, jo billigere er det at indfri lånet. Enten i en lånekonvertering eller fordi du sælger boligen.

Et fastforrentet boliglån koster lige nu mere pr. måned end et rentetilpasningslån. Men med det fastforrentede lån har du sikkerhed for, hvad renten på dit boliglån vil være resten af lånets løbetid. Bemærk dog, at bidragssatsen kan blive reguleret undervejs i lånets løbetid.

Med det aktuelt meget lave renteniveau er det muligt at få en rekordlav rente, som er fast i 10, 15, 20 eller 30 år.

De økonomiske forhold er forskellige fra person til person og familie til familie. Vores anbefaling er derfor, at du sammen med din rådgiver gennemgår din økonomi, dine ønsker til de kommende år og de forskellige muligheder. På den baggrund kan du tage stilling til, hvilken låntype der passer bedst til dig.

Det fastforrentede lån har følgende egenskaber:

  • Renten er her og nu højere end et lån med variabel rente
  • Renten er fast og kendt i lånets løbetid
  • Lånet giver friværdibeskyttelse (restgælden falder ved stigende renter)

Et fastforrentet boliglån er for boligejere, der ønsker mest mulig sikkerhed for størrelsen af boligydelsen i årene fremover.


4. marts 2016

 


Cookies meddelelse