Sparebøssemuseet i Randers

Danmarks eneste museum for sparebøsser ligger i Randers, og der er gratis adgang.

Museets imponerende samling af gamle sparebøsser viser de almindeligste typer af danske sparebøsser, men samlingen indeholder også sparebøsser fra mange andre lande.

Når du bevæger dig ind i Sparebøssemuseet, er det som at træde ind i en helt anden verden. En verden fyldt med opsparingens historie; først og fremmest illustreret med en meget stor samling af 3.500 sparebøsser fra hele verden. De ældste af dem kan dateres helt tilbage til 1600-tallet og giver dermed et spændende indblik i sparebøssens historie.

Mange af sparebøsserne er oprindelig købt som gaver til børn til opsparing af mønter og sedler, og når man ved, at mange af sparebøsserne skulle slås i stykker for at få fat i sparepengene, så er det overraskende, at så mange er bevaret og fortsat er intakte.

Historie

Sparebøssemuseet i Randers bliver drevet af en fond, og ud over de mange sparebøsser, giver museet også et indblik i et pengeinstituts historie. Gamle sparekassebøger, regnemaskiner og pengesedler er blot nogle af de mange effekter, som også kan opleves.

Sparebøssemuseets samling af sparebøsser blev kraftigt forøget i 2004, da der blev tilført en stor og sjælden samling af sparebøsser fra det tidligere Sparemuseum på Klarskovgaard ved Korsør. Her drev de danske Sparekasser i mange år et fælles museum, men da det skulle nedlægges, tilbød Sparebøssemuseet i Randers at overtage samlingen.

Sparebøsser i alle afskygninger

Gå på opdagelse blandt sparebøsser formet som grise, bamser, fugle, nisser, dyr, tegneseriefigurer, postkasser, busser og meget andet. Der er mekaniske sparebøsser med sjove funktioner, der er keramiske sparebøsser, og der er sparebøsser af træ, metal og plastik. De voksne kan sikkert genkende sparebøssen fra deres barndom.

Ud over de mange sparebøsser giver museet også et indblik i et dansk pengeinstituts historie. Gamle indlånsbøger, regnemaskiner og pengesedler er blot nogle af de mange effekter, som også kan opleves.

Besøg os

Ud over museet i Sparekassens afdeling Middelgade 1 i Randers kan du også besøge os på vores:

Hjemmeside http://sparebossemuseet.dk/
Facebook https://www.facebook.com/spareboessemuseet/
Instagram https://www.instagram.com/sparebossemuseet

Gratis adgang

Tag hele familien med og besøg Sparebøssemuseet. Du finder museet i Middelgade 1 i centrum af Randers. Du går blot ind af hovedindgangen og derefter til venstre ned i kælderen. Der er også adgang via en elevator.

Der er gratis adgang i Sparekassens åbningstid:

Mandag, tirsdag, onsdag og fredag: klokken 10.00-16.00
Torsdag: klokken 10.00-17.30

Hør den daglige leder af museet Inge Nielsen fortælle et par af de historier, der gemmer sig bag nogle af sparebøsserne på museet:

 Sparebøssemuseet i Randers ejes af en fond.

 


Cookies meddelelse