Borger giver penge til ny forening

Sparekassen Kronjylland kårede i 2011 Årets Asferg borger 2011. Med titlen fulgte en pose penge, som nu er uddelt.

En ny forening i Asferg har set dagens lys. Asferg Arrangementsforening vil tilbyde borgerne i byen nogle fælles, kulturelle oplevelser, og foreningen har fået 2.500 kroner fra Årets Asferg borger, Helle Sandersen.

Hun overrakte 1. februar pengene til Lilly Bennedsen fra initiativgruppen bag foreningen (se billedet).

Tilbage i august fik Helle Sandersen overrakt 5.000 kroner af Sparekassen Kronjylland i Spentrup. Pengene var øremærket et godt formål. De første 2.500 kroner blev brugt i efteråret på et førstehjælpskursus for borgere i byen, og nu har den nystartede Asferg Arrangementsforening også fået et kontant tilskud.

- Vi er meget glade for, at pengene er gået til formål, som kommer en masse mennesker til gode. Vi er meget spændte på at følge udviklingen for Asferg Arrangementsforening, som allerede her i 2012 har et spændende program, siger Henning Dines Petersen fra Sparekassen Kronjylland i Spentrup.

Pris skal uddeles igen i år

Sparekassen Kronjylland har planer om at gentage succesen med kåringen af Årets Asferg borger.

- Vi vil meget gerne gentage sidste års kåring af en person, der gør noget ekstra for samfundet. For Sparekassen Kronjylland er formålet med Asferg Borger prisen netop at sætte fokus på det fællesskab, der er i et samfund som Asferg. Med kåringen af Helle Sandersen i 2011 mener jeg helt sikkert, at vi fandt den rette person, for hun har virkelig formået at give noget igen til lokalsamfundet, siger Henning Dines Petersen.

I løbet af foråret vil det igen blive muligt at opstille kandidater til at blive Årets Asferg borger 2012 og dermed give et skulderklap til en person, der gør noget ekstra for samfundet.

20. februar 2012





Cookies meddelelse