Den lille Bikube vil være en del af Sparekassen Kronjylland

Naturligt valg, mener bestyrelsesformand, der også glæder sig over en fond til støtte for lokalområdet.

Siden 1859 har Fuglebjerg i det vestlige Sjælland haft et selvstændigt lokalt pengeinstitut i Den lille Bikube, men efter grundige overvejelser indstiller bestyrelsen nu til repræsentantskabet, at de fremover bliver en del af Danmarks største garantsparekasse, Sparekassen Kronjylland.

- Det er blevet stadigt sværere at drive et lille lokalt pengeinstitut med en afdeling. De administrative byrder vokser konstant, hvilket tager tid fra det, vi egentlig gerne vil, nemlig at rådgive og hjælpe vores kunder. Derudover kan vi se, at udgifterne til nødvendig it-udvikling, uddannelse, produktudvikling og lignende er steget og fortsat stiger betydeligt. Derfor er tiden kommet til at finde en anden løsning, hvor vi som en del af en større sparekasse kan fokusere på kunderne. På den måde er der tale om rettidig omhu, fortæller bestyrelsesformand i Den lille Bikube, Claus Jensen, der kalder Sparekassen Kronjylland det naturlige valg.

- Vi samarbejder allerede med dem på en lang række områder, den er eksempelvis vores clearingsbank. Derudover er værdierne de samme. Som garantsparekasse og selvejende institution har Sparekassen Kronjylland fokus på langvarige relationer med sine kunder, ligesom de er aktive i de lokalsamfund, hvor de driver deres forretning. Det kan vi sagtens se os selv i, og jeg er helt sikker på, at det er den rigtige løsning for både kunderne og vores lokalområde, understreger Claus Jensen.

Som en del af aftalen mellem Den lille Bikube og Sparekassen Kronjylland bliver der etableret en fond med et betydeligt millionbeløb, der skal støtte gode initiativer og formål i Fuglebjerg og omegn.

I Sparekassen Kronjylland er de glade for den tillid, som både bestyrelsen og direktionen i Den lille Bikube har vist dem.

- Vi kender hinanden, og det har været et godt udgangspunkt for gennem en periode at drøfte både muligheder og ønsker. Vi er meget interesserede i at hjælpe, når nogle føler, at særligt det administrative fylder for meget. Derfor er vi også glade for, at vi sammen har fundet en god løsning, fortæller Sparekassen Kronjyllands administrerende direktør Klaus Skjødt.

Sparekassen Kronjylland kender da også området godt, da den i dag har en afdeling i Slagelse, ligesom den er ved at etablere en ny afdeling i Næstved. Afdelingen i Fuglebjerg bliver Sparekassen Kronjyllands 49., og de nuværende medarbejdere vil også fremadrettet være en del af afdelingen. Her bliver de en del af den virksomhed, der senest blev kåret til Danmarks bedste arbejdsplads af Great Place to Work. Ifølge EPSI har Sparekassen Kronjylland desuden landets mest tilfredse kunder på både privat og erhverv.

Sammenlægningen afhænger af, at repræsentantskabet i Den lille Bikube godkender aftalen på et møde 29. juni, ligesom Finanstilsynet efterfølgende skal godkende den.