Flyttet hjemmefra?

Mange unge har lige nu studiestart, og derfor er det højsæson for at flytte hjemmefra.

Flyttet hjemmefra web
Ofte er det studiebøger, rejsekort, SU-regler og IKEA-ture efter møbler til den nye bolig, der fylder i bevidstheden, snarere end forsikringer. Derfor kommer her en vigtig reminder til alle jer, der lige er flyttet hjemmefra:

Indbo- og ulykkesforsikring er måske ikke så sexet. Men det er to forsikringer, som det er yderst vigtigt at have styr på. Har du dem ikke, kan det give dig store økonomiske problemer, hvis uheldet er ude. Så er det nemlig dig alene, der skal erstatte, hvis du kommer til at forårsage en skade på en ting eller person – og det kan koste dig dyrt. I yderste konsekvens kan det få effekt på din økonomi resten af livet.

Er du flyttet hjemmefra, bor alene og endnu ikke fyldt 21 år, er du hos de fleste forsikringsselskaber fortsat dækket af dine forældres indboforsikring. Det betyder, at din sofa, computer, mobil, cykel og mange andre ting er dækket af dine forældres forsikring. Men tjek for en sikkerheds skyld, hvor meget og hvad dine forældres forsikring dækker. Flytter du sammen med en kæreste eller kammerat, bor du ikke længere alene, og så dækker dine forældres indboforsikring ikke mere, og du skal selv tegne en. En indboforsikring dækker dine ting, hvis de for eksempel bliver stjålet eller brænder. Nogle forsikringsselskaber har også elektronisk dækning, rejseforsikring og elskadeforsikring inkluderet, andre steder skal du selv tilvælge dem eller tage stilling til deres omfang.

En indboforsikring indeholder typisk også en anden og meget vigtig dækning, nemlig en ansvarsforsikring. En ansvarsforsikring dækker i det tilfælde, hvor du skal betale erstatning, hvis du er skyld i skade på en anden person eller personens ejendele. Det kan for eksempel være, hvis du taber din vens mobiltelefon, så den går i stykker, eller du kommer til at ødelægge hans nye dyre jakke ved at tabe maling på den. Men den dækker også, hvis du kommer til at cykle ind i en person, som bliver alvorligt skadet. Personskader kan koste store erstatningssummer, som det vil være helt uoverskueligt for dig selv at betale, hvis du ikke er forsikret.

Ansvarsforsikringen dækker både i Danmark og på rejser af højst tre måneders varighed overalt i verden. Derudover indeholder de fleste indboforsikringer også en retshjælpsforsikring.

Udover en indboforsikring er det vigtigt, at du har en ulykkesforsikring, så du kan få erstatning, hvis du kommer ud for en ulykke, der giver dig varige mén. En ulykkesforsikring dækker også, hvis du får tandskader som følge af en ulykke, ligesom den kan dække psykologisk krisehjælp og behandlingsudgifter til de skader, du pådrager dig.

Som ung og studerende har du sikkert ikke mange penge mellem hænderne, men lige her er der tale om en udgift, som du snarere ikke har råd til at springe over. Og husk, når skaden ER sket, er det for sent at tegne forsikringen.

 

Tag endelig fat i din personlige rådgiver, hvis du vil have kigget på mulighederne.

Find din afdeling her


Cookies meddelelse