Tina vandt en tusse på julemessen

Vamdrup Julemesse var igen i år velbesøgt og bød på mange spændende stande, hvor de lokale erhvervsdrivende fristede med julekonkurrencer og forslag til årets julegaveindkøb. Mellem nisser og vareboder var en debutant på messen, nemlig Koldings nye pengeinstitut, Sparekassen Kronjylland.

1.000 kroner til byens butikker

− På vores stand kunne de besøgende deltage i en konkurrence, hvor det gjaldt om at gætte, hvor mange julekugler, der lå i vores bowle. Vi fik mange gode bud, men ikke én af de besøgende ramte plet. Vi trak derfor lod blandt de tre deltagere, som var lige tæt på med deres gæt, fortæller Lars Kirk Christensen, der er kunderådgiver i Sparekassen Kronjylland.

Den heldige vinder blev Tina Jeppesen fra Vamdrup, som vandt et gavekort på 1.000 kroner til Vamdrup Handelsforening.

Messe styrker lokalt netværk

− Udover at vi har glædet en borger med 1.000 kroner, så var julemessen i Arena Syd et succesfuldt besøg for os. Som nyt pengeinstitut har vi en stor interesse i at komme ud at møde andre erhvervsdrivende, der ligesom os gerne vil være en aktiv del af de lokale tiltag, og som vil være med til at arbejde for vækst i vores lokalsamfund. Vores deltagelse var naturligvis også en god anledning til at få hilst på borgerne i Vamdrup. Det er en interessant by, der ligger inden for vores markedsområde, så her var en oplagt lejlighed til at få fortalt, hvem vi er, og hvad vi står for, fortæller Lars Kirk Christensen.

Julemesse FB

Den heldige vinder af Sparekassen Kronjyllands konkurrence på julemessen blev lokale Tina Jeppesen, som vandt 1.000 kroner til butikkerne i Vamdrup Handelsforening. Gavekortet overrækkes her af kunderådgiver Lars Kirk Christensen.

 


Cookies meddelelse