Udekøkken indviet

Randers Kristne Friskole har netop lagt sidste hånd på et storstilet projekt med at få etableret udeklasseværelser. I alt har skolen fået etableret 124 m² fordelt på to ottekantede udendørs klasseværelser og et fælles lokale. Fredag blev udefaciliteterne indviet.

− Ideen med udeklasseværelser er, at vi kan trække skolen ud i skoven og omvendt, så vi i højere grad kan inddrage naturen og udelivet i vores undervisning og pædagogiske arbejde. Det er noget, både lærere, pædagoger og elever glæder sig vildt meget til, fortæller Kirstine Ipsen, der er skoleleder på Randers Kristne Friskole.

Hun forklarer, at det ene klasseværelse skal bruges til natursløjd, mens det andet er blevet indrettet med brændekomfurer og skorstene, så det blandt andet kan bruges som naturkøkken.

Projektets fase 2, der har haft til formål at få naturkøkkenet etableret, er netop afsluttet. Her er Sparekassen Kronjylland blandt støtterne, og den lokale Sparekasse har således støttet med 10.000 kroner til inventar fra sin gavefond:

− I en tid, hvor mange børn og unge bruger meget tid foran computer og smartphone, er udelokalerne et friskt pust, der minder os alle om vigtigheden i at komme ud i naturen og være aktive sammen. Det glæder mig meget at se, at Randers Kristne Friskole på den måde prioriterer og udfordrer uderummet som læringsrum, fortæller Klaus Jensen, der er souschef i Sparekassen Kronjylland på Mariagervej.

− Jeg er sikker på, at de nye faciliteter vil være en inspirerende ramme om skoleelevernes læring og oplevelser. Da udelokalerne er tilgængelige for offentligheden uden for skolens åbningstid og brug, vil de i øvrigt ikke kun komme skolens elever til gavn, men faktisk hele byen. I Sparekassen glæder vi os meget over sammen med de øvrige støtter at være med til at få det til at ske, slutter han.

 


Cookies meddelelse