Sparekasse og have i nyt spændende samarbejde

Hvad har en sparekasse og en have til fælles?

Kan bankfolk og havefolk inspirere hinanden til at gøre bank- og haveoplevelse mere attraktiv for kunderne? Ja – mener både områdedirektør for Sparekassen Kronjylland Per Rick og leder af Geografisk Have Lene Holm efter at parterne er enedes om at indgå et strategisk samarbejde. Det omfatter som det første, at Sparekassen Kronjylland har doneret 50.000 kr. til at realisere 1. fase af den nye legeplads ”Jorden Rundt med Aksel Olsen” i Geografisk Have, som er under konstruktion. Den store check blev i sidste uge overrakt af direktør Per Rick og Erhvervskundechef Kjeld Broby fra Sparekassen Kronjyllands nye afdeling i Kolding til leder af Geografisk Have, Lene Holm.

 

”Havens yngste gæster får en helt unik legeplads, der bygger videre på havens spændende historie og giver masser af inspiration til bevægelse, fantasi og sjov leg og læring. Så vi siger tusind tak til Sparekassen Kronjylland for tilskuddet og glæder os meget til det videre samarbejde. I dialogen mellem sparekasse og have har det helt fra start stået klart, at de to virksomheder har meget til fælles. Vi har begge en stålsat ambition om at gøre os umage for at skabe gode oplevelser for vores kunder og gæster, mens vi vægter det faglige niveau højt. Derudover ønsker vi at gøre en mærkbar forskel i forhold til lokalsamfundet”, fortæller Lene Holm fra Geografisk Have.

”Sparekassen Kronjylland har en stærk tradition for at yde tilskud til lokale attraktioner blandt andet indenfor kulturområdet. Vi har derfor fået øje på Geografisk Have. Stedet kan være spændende for vores mange kunder at besøge, og vi har gode erfaringer med at samarbejde med aktører udenfor bankverdenen. Vi glæder os meget til at gøre os gældende som nyt pengeinstitut i Kolding-området, hvor vi forventer vækst både indenfor erhvervs- og privatområdet. Et af vores særkender er individuel kunderådgivning face-to-face, og kunderne fortæller os, at de har stor værdi af denne service. Mange er trætte af call centre, så jeg er overbevist om, at også borgerne i Kolding vil sætte stor pris på vores personlige rådgivning”, fortælle Per Rick, områdedirektør i Sparekassen Kronjylland.

Sparekassen Kronjyllands nye afdeling i Kolding åbner 11. juni, hvor programmet blandt andet byder på koncert med Citybois og ballonkunst. Her er alle velkomne.

Man er velkommen til at følge udviklingen af legepladsen i Geografisk Have, hvor 1. fase forventes etableret til sommer.
Gavefond Legeplads FB

På billedet ses Lene Holm flankeret af t.v. Kjeld Broby og t.h. Per Rick.

 

 


Cookies meddelelse