Foerlev Mølle får støtte til nyt natur- og formidlingscenter

Arrangementerne har været mange og besøgstallet stort, når foreningen, Foerlev Mølles Venner, har budt interesserede indenfor på den gamle stampemølle, der ligger smukt placeret ved et sidetilløb til Illerup Å. Nu er foreningen i gang med at søge midler til etablering af en fond, der kan opkøbe dele af møllen, og etablere et oplevelsescenter på stedet. Sparekassen Kronjyllands Gavefond er den første lokale virksomhed, der støtter projektet med 25.000 kroner.

 

 

- Vi ønsker at bakke bredt op omkring kulturlivet i Sparekassens lokalområde. Derfor er det en fornøjelse, at kunne støtte det kommende oplevelsescenter på Foerlev Mølle. Jeg forestiller mig, at mange skoleelever, borgere og turister vil kunne få et spændende indblik i historisk mølledrift og brugen af vandkraft ved at besøge Foerlev Mølle. Samtidig er der jo muligheden for at få nem tilgang til natur- og kulturoplevelser i Illerup Ådal. Jeg synes, det er utrolig spændende, og jeg glæder mig til at følge udviklingen, fortæller afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands Skaderborg afdeling, Susanne Talbo.

 

Håb om støtte fra flere lokale virksomheder

- I foreningen er vi meget taknemmelige over at få støtte fra Sparekassen Kronjyllands Gavefond, og vi håber, at det kan inspirere andre lokale virksomheder eller privatpersoner til at bakke op omkring vores arbejde med at realisere de 250.000 kroner vi har brug for til at kunne danne fonden, og påbegynde en proces omkring at søge fondsmidler til opkøb og restaurering af møllen, fortæller Jens Christensen, formand for Foerlev Mølles Venner.

 

På billedet ses afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands Skanderborg afdeling, Susanne Talbo og formand for Foreningen Foerlev Mølles venner,  Jens Christensen foran den gamle møllebygning.


Cookies meddelelse